Det nationale projekt “Spil Dansk” er dybt afhængig af lokal forankring, og Næstved har sat sig helt nye mål for udbredelsen af dansk musik i uge 44. Resultatet er et spændende program, der breder sig ud over kommunen med koncerter og talentudvikling.

Grønnegades Kaserne Kulturcenter er indtrådt i styregruppen for Spil Dansk i Næstved, og med deres bidrag til programmet, er Næstved blevet en af de kommuner, man nemt får øje på i Spil Dansk ugen.

– Som kommune kan man vælge forskellige grader af indhold til en spændende Spil Dansk Uge. Kulturcentret har givet et væsentligt økonomisk bidrag, hvilket er medvirkende til, at Næstved Kommune nu kan vælge fra øverste hylde, fortæller en spændt John Nørbjerg, kulturcenterleder for Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Det betyder, at der i Næstved Kommune vil være rig mulighed for at opleve danske sangere og musikere spille i Spil Dansk Ugen uge 44.

Østkyst Hustlers. Foto: Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Koncerter er der masser af; alene fra Grønnegades Kaserne Kulturcenters eget program venter der hhv. en gratis koncert med det kvindelige forbillede og indie-popsanger Hunbjørn i Musikstalden tirsdag. Om torsdagen, der er er selve Spil Dansk Dagen, står et af dansk hip hops største koryfæer på scenen i Ny Ridehus; Østkyst Hustlers! Dagen efter overtager Bryan Adams Tribute scenen. Bandet tæller et hold af danske musikere og en forsanger, der til sammen regnes for et af verdens bedste fortolkere af canadiske Bryan Adams mange hits.

Peter Vesth og Kristian Rusbjerg. Foto: Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

På tirsdag, på tirsdag, på tirsdag
Der er fuld af aktiviteter i Næstved Kommune tirsdag den 30. oktober. Peter Vesth og Kristian Rusbjerg får travlt; Sangeren og sangskriveren Peter Vesth med talrige store hits såsom “Veras Vinterven”, “En hel flaske rom” og “Bare fire linjer” har allieret sig med den formidable harmonikavirtuos Kristian Rusbjerg, og tirsdag lægger de ud med formiddagskoncert på Dagcenter Marskvej. Herefter drager de videre til koncert om aftenen i Multihuset Sydpolen. Deres show er en blanding af festlige, iørefaldende og smukke Peter Vesth sange, herlig musikalsk stand-up, velklingende fingerspilsguitar samt Kristian Rusbjergs ekvilibristiske harmonikaspil.

Kulturladen i Fuglebjerg er den 1. november rammen om et heldagsarrangement med fællessang og optræden af børn fra daginstitutioner og elever fra folke-, privat- og efterskole. Dagen afsluttes med et stort aftenarrangement: “Fællessang for hele familien med orkester, Fuglebjergkoret og Fuglebjerg Kirkes ungdomskor.”

Næstved Musikskole får hjul på musikken og sætter sig ind i Den Syngende Spil Dansk Bus tirsdag. Her medbringer seks af musikskolens undervisere 20 børn fra musikskolens kor-hold Syng Bare Løs, Korskole og flere sangelever. De starter bussen fra DR P4 Vadestedet, og herefter går turen til Rådhuset, Ældrecenter Søvang, Spar i Glumsø og ender på Biblioteket i Næstved.

Bruno og Sigvard. Foto: Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Torsdag kan du trække sømandssweateren over hovedet og sætte kurs mod Multihuset Sydpolen igen, for her byder de på Happy Hour med Bruno og Sigvard, der spiller danske og svenske viser, årstidens sange og spillemandsmusik.

FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder fylder 70 år, og er i fokus om søndagen, når komponist Viggo Steincke hjælper alle fremmødte med at skabe helt nye sange. I Søjlesalen er der først oplæg med Sarah Scott Ford fra Amnesty International, og når der er lavet gode sange, indsendes de til Amnesty International.

Skriv en sang og kom til fest. Foto: Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Hvis der er gemt en dygtig lejlighedssangskriver i dig, kan du deltage i Musikskolens sangskriverkonkurrence. Konkurrencens tema er “Sangen til brylluppet”, og forfatterne bag de aller bedste sange inviteres til fornem fest i Multihuset Sydpolen den 17. november.

Væk fra offentligheden – særlige oplevelser for de få
Det er ikke alt, der foregår foran et publikum. Flere af nedslagene i Spil Dansk Ugen tager nemlig udgangspunkt i talentudvikling. Derfor vil bandet Primavera, et nyt band hvis medlemmer kommer fra Næstved samt deres kammerater fra efterskolen, blive anmeldt af den garvede musikjournalist Anders Houmøller Thomsen. Anmeldelsen er at finde på www.spildansk.dk.

Onsdag arrangerer Børnekulturhus Næstved en helt særlig oplevelse for tilmeldte børnehavebørn. De skal opleve Musikteatret Filimusika med “Tone og den magiske musik”.

Manuela Rauff. Foto: Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

En hjemmekoncert må være i den lidt mere utraditionelle ende af koncerter. Det er hvad særligt indbudte ildsjæle fra Tappernøje bliver inviteret til af Charlotte Roest og Annette Broberg. Der venter en helt særlig oplevelse for dem i Charlotte Roests dagligstue, hvor harpenist Manuela Rauff skal spille for dem onsdag.

Næstved Gymnasium og HF får torsdag besøg af Jazzcaravanen, der laver workshop for 200 musikelever og en særlig workshop for Musik A-klasser.

Den unge elev Karen Nice fra Næstved Musikskole får topprofessionel sparring, når hun møder sanger og komponist Anna Kruse den 7. november til rytmisk mentorsession i København.

Næstved Bibliotek, der også sidder i styregruppen, har et lige så omfangsrigt program med blandt andet Kurts Quizklub, fællessang og musikfilm.

Spil Dansk Ugen fylder i Næstved Kommune, og alle med lyst til at opleve hvor stærkt det danske sangskriver- og musikermiljø er i Danmark, kan få sig alle de unikke oplevelser, man kan drømme om.

Se alle arrangementer på www.spildansk.dk