Emilie var med på sidelinjen, da hendes far ”Rainman” – Allan Howard fra Næstved – blev nummer 1 på en regnglat Ring Djursland, hvor der var 1.afd af Danish Superbike, Road Racing i weekenden 9.– 10. juni.
Det skriver Howard Racing til Dit Næstved.
Weekenden den 9. – 10. juni blev endnu et vendepunkt i Allan Howards liv. Efter en ufrivillig pause på 6 år drejede Allan igen gashåndtaget i bund på sin 1000 ccm og kørte fra alt og alle om søndagen på en regnvåd Ring Djursland. Og det selvom der blev dømt omløb efter et par af konkurrenterne var væltet.
Da Allan om lørdagen blev nr. 4 var hans startposition igen nr. 4 ved omløbet. Men endnu engang kørte han sig op i front og vandt heat 3!
Udover en uovervindelig fightervilje, var regnen måske også med til føre ham til sejr. I hvert fald er han vild med at køre Road Racing i silende regn, hvor kommentatorerne beundrede hans vovemod og det, at han var fuldstændig upåvirket af den regnvåde bane. Så tilnavnet Rainman er fuldt fortjent.
Om lørdagen sluttede han som før omtalt som nr. 4, hvilket også var en personlig sejr for ham. Udover, at han kæmpede med bremseproblemer, var det hans første Road Racingløb i 6 år.
Et styrt for 6 år siden på Mantorp Park tvang ham nemlig af banen og til at udskifte sin elskede Superbike med en rullestol. Herfra kæmpede han en så indædt kamp, at han efter 3 måneder klarede sig med 2 krykker.
De blev siden erstattet af søm og skruer i begge fødder og en utrættelig kamp for at genvinde sin førlighed, så han i dag – uden synlige men – kan dyrke, Road Racing.
Og det er hans mål igen at blive blandt toppen af poppen indenfor hans yndlingssport, som altid har været og altid vil være en livsstil, han ikke kan undvære.
Stor lokal opbakning
Roadracing er en dyr sport. Og som 25-årig var Allan Howard lige ved at måtte opgive sin sport, idet han manglede sponsorer.
I dag er han som 33-årig dybt taknemmelig over, at opbakning fra både lokale og nationale sponsorer, gør det muligt for ham at stille op i løb i hvert fald i år og dermed promovere Næstved i både ind- og udland.
Blandt logoerne på hans motorcykel finder man lokale sponsorer som f.eks. MC-X. Au2parts. Zebra Studio. Visuel Grafisk. Anne Steen Kommunikation.