En velkendt historie får nyt liv, når Radioteatret.dk har premiere på radioforestillingen ”Drengen der rejste med et cirkus” den 1. juni.
Når cirkus besøger byen, sker der altid spændende ting. Vilde og farlige dyr, stærke mænd og smukke linedanserinder viser, hvad de kan i manegen. Det er nu blevet en radioteaterforestilling for børn.
“”Drengen der rejste med et cirkus” er en forestilling, vi skabte til en international dukketeaterfestival i Armenien tilbage i 2012. Vi valgte at lave en forestilling med et cirkus-tema, da cirkus er noget, man kender over hele verden,” siger Kia Lundsgaard Horan, der også dengang medvirkede i forestillingen.
I arbejdet med at skabe en ny radioforestilling til børn, faldt valget på den gamle forestilling.
“Forestillingen har et rigtig godt tema, der handler om at finde ud af, hvad man er bedst til. Det gør man sjældent helt alene, og derfor har man brug for gode venner. Derfor var vi slet ikke i tvivl, da vi skulle finde en historie til vores nye radiodrama til børn. Det skulle selvfølgelig være vores gamle historie om cirkuslivet,” fortsætter Kia Lundsgaard Horan.
Forestillingen er blevet tilrettet, så den passer til radio- og podcast formatet.
“Vi har klippet og klistret for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Der er en stor forskel på at skrive en historie, hvor publikum kan se skuespillerne på scenen, og én hvor publikum skal forestille sig det hele. Men vi håber, at de billeder man får for sit indre øje er lige så tydelige,” siger Kia Lundsgaard Horan.
Idéen til historien stammer helt tilbage til dramatiker Morten Aagaards barndom i Karrebæksminde.
“Når cirkus kom til byen, så var det noget helt særligt. Det var den årlige kulturoplevelse, vi børn fik. Min far var den lokale tømrer, og cirkusfolkene havde altid et eller andet, der skulle laves, eller også skulle de bruge vores savsmuld til manegen. Jeg var derfor tit med ovre ved cirkusset, og jeg syntes, det var virkelig spændende,” siger Morten Aagaard, som tit tænkte på, hvordan det ville være at rejse med et cirkus.
“De levede helt anderledes end os. De boede i vogne og sad i solen midt på dagen og slappede af. Jeg kan huske, at nogle af artisterne øvede sig på deres numre på græsplænen, og jeg tænkte, at det måtte være det mest fantastiske liv”, erindrer Morten Aagaard.
Det minde er der kommet en teaterforestilling – og nu en radioforestilling – ud af. Der er premiere på ”Drengen der rejste med et cirkus” den 1. juni, hvor historien kan høres gratis på Radioteatret.dk, via iTunes og på Soundcloud. Forestillingen er for børn fra 3 år og op.
Radioteatret.dk udgiver i forbindelse med forestillingen pædagogisk materiale, så børnene kan lege og få fornemmelse af cirkuslivet. Dette kan naturligvis hentes gratis på Radioteatret.dk.