Grønnegades Kaserne Kulturcenter kan afsløre hele to Open Air-koncerter til næste år. Sydsjællands største kulturcenter byder inden for til først Queen Machine og siden Big Fat Snake den 14. og 15. juni 2018. Billetprisen er i bund, og der venter en fest for alle musikelskere.

Pressefoto.

Det skriver Grønnegades Kaserne Kulturcenter til Dit Næstved.

Det helt store set-up er booket når hele to kæmpe koncertoplevelser venter under Næstveds sommerhimmel den 14. og 15. juni næste år.

Grønnegades Kaserne Kulturcenter er den smukke ramme for Open Air-koncerterne på kulturcenterets parkeringsplads, Lave Ridebane, der for en weekend igen omdannes til en koncertplads med plads til 3000 musikglade mennesker.

De to bands er ikke uvante med at stå på store scener, med et menneskehav foran sig. Queen Machine træder på scenen den 14. juni, og bandet er kendt og anerkendte som et af de allerbedste når det kommer til at genskabe magien fra Queens og Freddie Mercurys storhedstid.

We Will Rock You, Bohemian Rhapsody, I Want To Break Free, A Kind Of Magic, Don’t Stop Me Now, Somebody To Love… Listen af Queen-hits virker uendelig lang, og mange sange er selvskrevne på enhver sætliste til et Queen-show.

Alligevel har Queen Machine formået at skabe deres eget univers omkring Queens musik. Et univers, hvor der er plads til at overraske og forny tilgangen til showet – med stor kærlighed og respekt for originalen.

Queen Machine har mere succes end nogensinde. Publikum over hele landet strømmer til bandets koncerter for at lade sig rive med af Queens musikalske univers, men også for at høre netop Queen Machine, som er et hold mesterlige musikere med Bjarke Baisner i front. Han er uden sammenligning Danmarks, måske endda Nordeuropas, bedste bud på Freddie Mercury.

Big Fat Snake. Pressefoto.

Bonsoir Næstved

Efter torsdagens legendefejring med hits på stribe, fortsætter vi med hitkavalkaden og dansefesten om fredagen sammen med ét af Danmarks absolut bedste livebands.

De populære herrer i Big Fat Snake kan skabe en fest som de færreste.

Med Anders Blichfeldts fantastiske vokal i front og et landets bedste orkestre bag sig, er publikum altid i de bedste hænder, og det er en af de medvirkende årsager til, at Blichfeldt og gutterne altid er populære i Næstved med flere udsolgte koncerter gennem tiden.

Med et mix af rock ‘n’ roll, soul og ballader går Big Fat Snakes festmusik rent ind med en hel række af klassiske hits som Bonsoir Madame, No Peace Like In Heaven, Female Voice og Fight For Your Love. Efter næsten 30 år på den danske musikscene, står gutterne stadig lige så skarpt som altid og det bliver derfor uden tvivl festligt og med høj stemning når Big Fat Snake siger Bonsoir Næstved den 15. juni 2018.

Billetterne til de to Open Air-koncerterne er netop sat i salg, og prisen er helt i bund. En billet til enten torsdagens dronningebrag eller fredagens slangefest koster kr. 100 i forsalg, og kr. 200 i døren på dagen. Find billet til dig og dine venner på www.gkkultur.dk.