Inden for det seneste år har 64 % af redderne fra SOS Dansk Autohjælp været i en farlig situation, hvor de måtte springe til siden for ikke at blive ramt af en uopmærksom bilist. 

Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Når der sker en ulykke på for eksempel motorvejen, sendes redningsfolk ud for at hjælpe de nødstedte bilister og få fjernet havarerede biler fra vejen. Men det er ikke altid et helt ufarligt arbejde, viser en ny undersøgelse, som SOS Dansk Autohjælp og Rådet for Sikker Trafik har gennemført blandt 273 reddere.

I undersøgelsen siger 64 % af redderne hos SOS Dansk Autohjælp, at de inden for det seneste år har været i en farlig situation, hvor de måtte springe til siden eller flytte sig hurtigt, så de ikke blev ramt af en uopmærksom bilist. Blandt redderne siger otte ud af ti, at de har oplevet det flere gange inden for det seneste år.

I nogle tilfælde går det desværre også galt, viser undersøgelsen. 28 % af redderne siger, at de fået påkørt deres afspærringsmateriel af en uopmærksom bilist, og 6 % af redderne har fået påkørt deres redningskøretøj. Næsten en ud af ti (9 %) siger, at de selv er blevet ramt af uopmærksom bilist.

“Vores reddere oplever alt for tit, at uopmærksomme bilister kører meget tæt på, når redderne arbejder på vejen. Det er især på motorvejene, at de farlige situationer opstår, og så hænder det altså, at vores reddere bliver ramt af et sidespejl eller det, der er værre, hvis de ikke når at springe til siden,” siger Keld Jeppesen, distriktsstationsleder i SOS Dansk Autohjælp.

Foto: SOS Dansk Autohjælp

Kør bil, når du kører bil
Hos Rådet for Sikker Trafik vækker resultaterne af undersøgelsen blandt de 273 reddere bekymring. Lige nu gennemfører Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og landets kommuner en kampagne, der skal få flere trafikanter til at være opmærksomme bag rattet.

Kampagnen “Kør bil, når du kører bil – kom ud af din boble” sætter netop fokus på, at alt for mange har deres fokus på meget andet end trafikken, når de sidder bag rattet.

I forbindelse med uopmærksomhedskampagnen har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension spurgt 969 bilister, hvad de er optaget af, når de kører i trafikken. 63 % svarer, at de meget ofte, ofte eller engang i mellem sidder i egne tanker, 27 % at de indstiller deres GPS og 10 % siger, at de læser sms, mails eller indhold på Facebook, mens de kører i trafikken.

“Når man har øjne og fokus på andet end trafikken i blot få sekunder, så udgør man en stor risiko for sig selv og andre på vejen. Man reagerer langsommere, hvis der opstår en kritisk situation eller opdager måske for sent, at der er kø forude eller redningsfolk, som arbejder på vejen. Det er vigtigt, at flere holder fokus på trafikken, når de sidder bag rattet,” siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Fakta:
Fra 2011-2015 har 283 mennesker mistet livet i ulykker, hvor der har været uopmærksomhed involveret, viser tal fra Vejdirektoratet.

Gode råd: 
Sådan bør du gøre, hvis du ser udrykningskøretøjer eller reddere, der arbejder på vejen:

  • Sænk farten.
  • Hold ekstra afstand til reddere, havarerede biler og udrykningskøretøjer.
  • Skift vognbane i god tid på motorvejen og efterlad et tomt spor ud for havarerede biler og udrykningskøretøjer i nødsporet.
  • Vis hensyn, og giv redderne arbejdsro, så trafikken hurtigt kan flyde normalt igen.

Fakta om undersøgelsen blandt redderne hos SOS Dansk Autohjælp
Undersøgelsen blandt redderne hos SOS Dansk Autohjælp er gennemført i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik i september måned. Redderne er blevet spurgt, om de inden for det seneste år har oplevet problemer med uopmærksomme bilister, når redderne arbejder på vejene:

  • 87 % af redderne har inden for det seneste år har oplevet farlige situationer, hvor de har været bekymret/nervøse for deres sikkerhed på grund af uopmærksomme trafikanter.
  • 64 % siger, at de har været nødt til at springe til siden/flytte sig hurtigt, så de ikke blev ramt af en uopmærksom bilist.
  • 28 % har fået ramt afspærringsmateriel.
  • 6 % har fået påkørt deres køretøj.
  • 9 % af redderne er inden for det seneste år blevet ramt af uopmærksomme trafikanter, da redderne arbejdede på vejen/i vejsiden.

(Kilde: 273 ud af 340 reddere hos SOS Dansk Autohjælp har svaret på undersøgelsen, der er gennemført fra den 13. – 20. september 2017 af SOS Dansk Autohjælp og Rådet for Sikker Trafik).

GemGem

GemGem