2000 8. klasseselever fra Haslev i nord til Møn i syd indtager i disse dage EUC Sjælland i Næstved for at deltage i Skills Stafet 2017. Eleverne snuser til 15 meget forskellige uddannelser og dyster samtidig om en billet til DM i Skills Stafet i MCH i Herning til januar.
Det skriver EUC Sjælland i en pressemeddelelse.
“Nej, nej … vi skal lave babyer!”
Den umiddelbare reaktion fra de to første drenge fra 8.A på Midtskolens Sofiendal-afdeling i Haslev, der træder ind i lokalet med opstillede borde og babydukker, får et grin til at brede sig hos klassekammeraterne bag dem.
Og de bliver ikke mindre de næste 25 minutter, hvor der skal skiftes ble og doseres medicin under kyndig vejledning fra lærere på social- og sundhedsuddannelserne på ZBC.
Det hele som del af Skills Stafet hos EUC Sjælland i Næstved, hvor omkring 2000 8. klasseselever fra Haslev i nord til Møn i syd hen over otte dage stifter bekendtskab med og dyster i flere forskellige erhvervsfaglige uddannelser.
De godt 20 elever fra 8.A har således netop prøvet kræfter med modelbyggeri hos EUC Sjællands smedeuddannelse, da de i et tilstødende lokale skal skifte en ble, der i dagens anledning gemmer på en overraskelse i form af øllebrød.
Senere venter besøg og konkurrencer hos yderligere fem erhvervsuddannelser inden dagens vindere kåres. I alt er 15 forskellige fag fra EUC Sjælland og ZBC inkluderet i Skills Stafetten i Næstved, der foruden de to skoler afvikles i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning Sjælland Syd. Her skal prøves kræfter med alt fra brøddej til brolægningssten.
Med til at styre konkurrencerne er både lærere og elever fra EUC Sjælland og ZBC, der også bruger tid på at øge forståelsen og mindske afstanden mellem 8. klasseseleverne og en erhvervsuddannelse.
“Det er vigtigt at vi har vores elever med. De formidler uddannelserne på en anden måde og er meget nemmere at relatere sig til, fordi de for ikke så længe siden selv stod i en situation, hvor de skulle vælge en studieretning,” forklarer Andreas Knudsen, der er faglærer på EUC Sjælland.
Under Skills Stafet har han ansvaret for at præsentere tømreruddannelsen. Det gør han sammen med to elever, og trioen har ingen problemer med at holde 8. klasseselevernes interesse fanget.
En chance for at opleve erhvervsuddannelser tæt på
Det kan man også se på de klasselærere, der er med rundt i lokaler og værksteder. Deres elever har et andet fokus, når både faglighed og konkurrence afvikles i rammer, der både lugter og lyder af en erhvervsuddannelse.
“Det er så meget bedre, at få uddannelserne og mulighederne præsenteret på den her måde. Det betyder noget, at få lov til at se og opleve uddannelse på en helt anden måde end hvis det bare bliver fortalt i et klasselokale,” forklarer Line Davidsen, der er klasselærer for 8.A på Midtskolens Sofiendal-afdeling.
“Det åbner øjnene for mulighederne, og eleverne finder ud af, at erhvervsuddannelse er meget mere end det, som de måske går og forestiller sig,” siger hun.
Og øjnene bliver spærret op undervejs, for ingen ved præcist, hvilken opgave, der venter som den næste. Og de er ikke lige nemme at løse.
“Opgaven hos elektrikerne var virkelig svær,” forklarer Ronja Sønder fra Midtskolen, og sender en anerkendelse til klassekammeraten Mathilde Eriksen, som hun var på hold med. “Du havde da heldigvis godt styr på det.”
De to piger udgjorde sammen med klassekammeraten Magnus Duevang Nielsen denne dags bedste hold og dermed sikrede de deres klasse sejren foran syv andre 8. klasser. Hvilket dog ikke var den eneste grund til, at de forlod teltet på Jagtvej med brede smil på læben.
“Det har været en sjov og spændende måde at opleve de her uddannelser på, og det har virkelig været en god måde at arbejde sammen på. Det synes jeg faktisk har været noget af det bedste,” siger Mathilde Eriksen.
I alt 79 8. klasser er i ilden ved Skills Stafet 2017 i Næstved. Blandt dem får den samlede vinder chancen for at forsvare den lokale ære ved DM i Skills i Herning til januar. Her dyster landets bedste 8. klasser mod hinanden samtidig med afviklingen af konkurrencer for Danmarks bedste håndværkertalenter på tværs af en lang række erhvervsuddannelse.
Denne gang er ikke færre end 62 fag tilmeldt de tre konkurrencedage i MCH i Herning.
[box style=”rounded”]FAKTA
Skills Stafet hører under Skills Denmark, som arbejder for at informere om erhvervsuddannelserne, men selve Skills Stafet-dagene 14. til 21afvikles i Næstved i tæt samarbejde mellem ZBC, EUC Sjælland og UU Sjælland Syd.
Hver dag under Skills Stafetten kommer op til 14 8.klasser fra Haslev i nord til Møn i syd på besøg og dyster i syv forskellige erhvervsfag rundt på EUC Sjælland, som stiller lokaler til rådighed også for ZBC, så eleverne er samlede.
I alt 15 uddannelser er repræsenteret: Fra EUC Sjælland er det murer, maler, frisør, elektriker, smed, struktør, VVS-energi, data, personvognsmekaniker, tandklinikassistent og frisør, mens det fra ZBC er social- og sundhedsassistent, pædagogisk assistent, ZBC Business og ZBC Mad.
De deltagende 8. klasser dyster i hold af tre personer og dagens bedste hold kåres hver dag. Vinderne indgår i kampen om en plads ved DM i Skills Stafet i MCH i Herning til januar. [/box]