Lørdag den 16. marts kl. 12.00-13.00 er der foredrag og krea-sjov for børn og deres voksne på Næstved Bibliotek. Vi får besøg af børnebogsforfatterparret Kaspar og Lambang Arianto, kendt fra TV2-programmet ”Sommerdrømme” og billedbøgerne ”Far og Papa”.
Kaspar og Lambang Arianto vandt i 2021 TV2-programmet “Sommerdrømme”, og de har siden opbygget en mærkbar SoMe-følgerskare. Derudover er de aktuelle som børnebogsforfattere med billedbøgerne ”Far og Papa”, der stiller både store og små spørgsmål, såsom ’Hvad er egentlig en rigtig familie?’, ’Hvorfor flygter man fra et land?’ eller ’Hvorfor spiser man pomfritter med remoulade i svømmehallen?’
Kærlighed og nysgerrighed
Kaspar og Lambang besøger Næstved Bibliotek for at fortælle om deres tanker og arbejde med bøgerne. De vil læse højt og tale om kærlighed, familietyper og vigtigheden af nysgerrighed hos børn.
Der vil også være tid til at stille spørgsmål til Kaspar og Lambang, og efterfølgende vil der være sjove krea-aktiviteter for børn (aldersgruppe cirka 4-7 år) og deres voksne.
Arrangementet finder sted lørdag den 16. marts kl. 12.00-13.00 på Næstved Biblioteks Lille Scene. Det er gratis at deltage, men billetter skal bestilles senest torsdag den 7. marts kl. 13.00 via bibliotekets hjemmeside www.naesbib.dk