Hvordan smager tid? Det undersøger vi i løbet af efteråret, når restaurant B-spis og Næstved Bibliotek inviterer til fællesspisning. Onsdag den 15. november kl. 18.30-20.30 skal vi smage på nutiden og på gentagelser sammen med den prisvindende forfatter Solvej Balle.
På denne aften i november har vi inviteret den prisvindende forfatter Solvej Balle til at deltage i fællesspisningen og undervejs fortælle om sit syvbindsværk ’Om udregning af rumfang’, som hun i 2022 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for.
Fanget i gentagelser
I ’Om udregning af rumfang’ møder læseren Tara Selter, der bor i en lille fransk landsby med sin mand Thomas. Sammen driver de en antikvarisk webhandel. Alt er ganske normalt i Taras liv, lige indtil hun en dag vågner op på en helt forkert dag. Det skulle have været den 19. november, men det er det ikke. Det er dagen før, den 18. november. Og sådan bliver det ved og ved og ved. Tara er fanget i den 18. november med en klaustrofobisk bevidsthed om, at hun ikke kan komme ud af denne dag.
Til fællesspisningen tager vi udgangspunkt i de evindelige gentagelser og Taras forsøg på at finde en sprække i tiden, som hun kan undvige igennem. Du vil derfor opleve, at nogle ingredienser vil gentage sig i de forskellige retter, der bliver serveret i løbet af aftenen. De enkelte retter vil også være inspireret af mad fra Solvej Balles romanserie.
Det bliver en aften med fokus på fællesskab, interessante samtaler og naturligvis den gode smag. Forhåbentlig går du fra bordet med inspiration til både nye læse- og smagsoplevelser.
Om Solvej Balle
Solvej Balle debuterede som forfatter i 1986 med romanen ”Lyrefugl”. I 2020 annoncerede hun sit hidtil mest ambitiøse projekt – et filosofisk syvbindsværk, som fik titlen ’Om udregning af rumfang’. De første fire bind i serien er udkommet, og resten venter vi spændt på.
Om menuen
Menuen består af tre retter – forret, hovedret og dessert. Ingredienserne og retterne er inspireret af Solvej Balles romanserie, hvor gentagelse spiller en central rolle. Den endelige menu offentliggøres senere – hold øje med hjemmesiden.
Prisen pr. kuvert er 525 kr. Med i prisen følger desuden 1 glas vin/vand/øl samt kaffe/te.
Arrangementet finder sted onsdag den 15. november kl. 18.30-20.30 på Restaurant B-spis, Sct. Peders Kirkeplads 9 i Næstved.
Køb din billet på www.naesbib.dk senest den 12. november.