GrafikGalleriet, Næstved – Glasværksvej 70. 4684 Holmegaard åbner dørene til fernisering af udstillingen “6 Næstved-grafikere”.
Det sker lørdag d. 23. september kl. 14. Åbningstid i øvrigt to.-søn. kl 13-17.
Forhenværende museumsdirektør for Næstved Museum Palle Birk Hansen er inviteret til at åbne udstillingen.
De udstillende er en del af en kreds af kunstnere i Næstved, som ud over maleriet også har beskæftiget sig seriøst med originalgrafikken.
Da Grafisk Værksted, Næstved åbnede i 1988 på Grønnegades Kaserne, blev de en naturlig del af medlemsskaren og de har bibragt værkstedet megen viden og udvikling i forhold til grafikken.
Kunstnerne er:
Ole Vincent Larsen ( 1938-2003)
Jørgen Erik Scheel-Bech
Minna Andersen
Helle Jessen
Egon Mortensen (1941- 2002)
Villy Daugaard Pedersen (1915-1994)
Ole Vincent Larsen arbejdede med radering, kobberætsning og koldnålsradering.
Hans motivverden i de viste arbejder er udpræget surrealistiske landskaber med fysiognomier som robotter eller mutationer. Ole V. L. var også en produktiv forfatter/digter.
For Jørgen Erik Scheel Bechs vedkommende tager hans stærke ansigtsmotiver opmærksomheden. Hans arbejder med fotogravure (en nyere dybtryksteknik), fører netop den manuelle gren af teknikken frem til det sublime.
Minna Andersens arbejder er fuld af fugle og andre naturelementer sat i mere eller mindre abstrakte sammenhænge. Udført i højtryksteknikken træsnit. En af de ældste grafiske teknikker.
De fortæller om naturens styrke, men også dens skrøbelighed.
Helle Jessens flerfarvede linoleums- og træsnit viser, helt suverænt, prospekter fra hendes rejser i først og fremmest de nordatlantiske lande. Det handler om storladen natur med is, fjelde, fjord og hav. Et særkende for hendes teknik er den såkaldte iris-trykmetode, hvor man ser en indfarvning af trykfladen med flere farver på en gang og hvor de blandes, idet de overlapper hinanden. En af de sværeste teknikker indenfor højtryks teknikken
Egon Mortensen er ligesom en eventyrdigter. Han leger med tanken om okkulte steder og hændelser. Ikke fri for erotisk islæt. Vølver, hekse og “koglerier” i det skjulte.
Det er flerfarve-træsnit det drejer sig om og det er de suveræne af slagsen.
Villy Daugaard Pedersen arbejdede med 2 af de grafiske teknikker. Litografi (stentryk) og dybtryk (koldnål/akvatinte). Hans motiver viser abstraktioner over bindingsværk i alle tænkelige kombinationer. Desuden arbejdede han også med motiver fra hans mange rejser til Rom. Ikke mindst de smukke husporte. Både i sort/hvid og farver. Mange af de viste billeder på udstillingen er venligst udlånt af Næstved Kommunes Magasin.