I løbet af juni vokser antallet af bus-læskærme fra 37 til 70 i Næstved by. Optælling ved stoppestederne viser, at det vil komme godt 6.500 ventende passagerer til gode om dagen.
Et udbud af bus-læskærme har sikret, at borgerne får tæt på fordoblet muligheden for at vente tørskoede på bussen – uden at det koster kommunen en krone, at læskærmene bliver sat op.
Det kan lade sig gøre fordi, der er indgået en såkaldt koncessionsaftale, hvor leverandøren får lov til at sælge reklameplads i læskærmene mod at opsætte, vedligeholde og rengøre dem løbende.
Det glæder udvalgsformand for Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget, Marianne Olsen:
– Vi får jævnligt henvendelser fra buspassagerer, som ønsker sig bedre venteforhold. Derfor er jeg så glad for, at vi nu kan fordoble antallet af læskærme i Næstved by. De læskærme, der bliver erstattet, vil blive omplaceret nye steder i kommunen, hvor borgerne selv har efterspurgt dem. Samlet set kommer det mange tusinde rejsende til gode hver dag, fortæller Marianne Olsen.
Fra 37 til 70 læskærme
Lige nu står der 37 læskærme rundt om i Næstved by, som er reklamefinansierede. Med et nyt udbud har firmaet AFA JCDecaux forpligtet sig til at udskifte og opsætte i alt 70 nye reklamefinansierede læskærme.
Den såkaldte koncessionsaftale betyder, at AFA JCDecaux skal afholde alle indkøbs-, etablerings- og driftsudgifter til læskærmene i hele aftalens løbetid mod at få retten til at reklamere i læskærmene for de forbipasserende biler. Aftalen løber i 15 år.
Forud for udbuddet foretog Næstved Kommune en såkaldt markedsdialog. Formålet var bl.a. at afsøge muligheden for også at få sikret læskærme i de omkringliggende byområder i kommunen. Den kommercielle reklameværdi fandt markedet dog ikke tilstrækkelig. Desuden tillader naturbeskyttelsesloven ikke, at der opsættes reklamer i det åbne landskab.
LED-belysning, bænke og hærværkssikret glas
De nye buslæskærme er designet af den verdenskendte britiske arkitekt, Norman Foster, der bl.a. har tegnet elefanthuset i Københavns ZOO samt Copenhagen Towers II i Ørestaden. Læskurene er solide, men samtidig diskrete, æstetiske og i harmoni med omgivelserne.
Læskærmene er udført i stål og hærdet, hærværkssikret glas og indeholder en bænk med håndgreb, et tagudhæng som også dækker en barnevogn samt tryghedsskabende LED-belysning, der er blændfri, dæmpbar og energivenlig. Størrelsen på de opsatte læskærme vil variere, da de er dimensioneret efter antallet af ventende passagerer.
Opsætningen i form af bl.a. gravearbejde og fremføring af el vil ske i løbet af juni måned. Der vil i den forbindelse være en kort periode, hvor der ikke vil være en læskærm ved stoppestedet.
Flyttedag for de gamle læ-skærme
Kommunen går i gang med at pille de gamle kommunale læskærme ned fra ca. medio maj.
De vil blive genplaceret på nye steder rundt om i hele kommunen f.eks. i Karrebæksminde, Menstrup, Gelsted, Toksværd, Tappernøje mv. Kommunen håber at kunne flytte op mod i alt 15-20 læskærme til nye steder.
Læskærmene vil blive genplaceret på baggrund af en prioriteret liste over ønsker fra borgere, som løbende er blevet indsamlet.
Om en læskærm kan opsættes et bestemt sted vil bl.a. afhænge af en vurdering af passagertal, trafikale- og trafiksikkerhedsmæssige betragtninger, pladsforhold, hensyn til omkringliggende beboelse mv.
De læskærme, som er gået i stykker og ikke kan genopsættes, vil i stedet blive anvendt til reservedele.