Af Kasper Støvring
Foto: Martin Horst Arvedlund
Herlufsholm er et ganske unikt sted, som skolen ligger dér lidt uden for den grå forstad til Næstved, hvor bygningerne ligesom er trykket vandret i luften. Meget symbolsk passerer man ned igennem en viadukt, inden man som via en fødselskanal når op til Herlufsholm Skole med høje træer og himmelstræbende spir.
Skolen er omgivet af den nyromantiske park, ”Nyhaven”, hvor man netop har indviet Hvide Bro, der slår bro over den sirligt bugtende Suså og forbinder Herlufsholm med Næstved, det historiske rum med resten af Danmark og verden. Skuer man ud over stedet, genkender man et gammelt dansk landskab med marker og skove.
Med en beskrivelse, der er lånt fra Karen Blixen, kunne man sige, at byen ser ned i jorden; den er ramme om praktiske gøremål, om handel og mennesker, der forsvinder anonymt og historieløst fra verden uden at efterlade sig mange blivende spor. Kirken midt på Herlufsholm ser op mod himlen, og når de massive malmklokker lyder, forkynder de himmelsk udødelighed. Skolen forkynder derimod jordisk udødelighed, en højtidelig fortsættelse, og den har hverken blikket rettet ned eller op, men ud, ud mod resten af Danmark og verden. Herlufsholm er nemlig ikke bare en dansk skole, men har også en international linje.
Her står altså Herlufsholm Skole, hvor den har stået i mange menneskealdre. Det slægtled, der nu bor og har sin gang på Herlufsholm, ærer fortiden, som det ærer sig selv, for det er ét og det samme – i hvert fald på den festlige jubilæumsdag sidste lørdag, hvor skolen fejrede sit 450-årsjubilæum.
En kulturhistorisk institution, altså, og den blev behørigt fejret med flaghejsning og festgudstjeneste. Hendes Majestæt Dronningen og Gardehusarregimentet ærede stedet med deres deltagelse – Gud, konge og fædreland. Om 50 år vil Herlufsholm selvfølgelig igen blive fejret, og også til den tid vil man som i lørdags afslutte ceremonien med afsyngelse af Sv. Juel Møllers ”Hører I skovene suse”:
Bakkernes grønklædte kupler
Og markernes høstgule syn.
Midt i det hele den røde gård
Med gavlenes takkede bryn.
Går man rundt på Herlufsholm, vil man se hundredvis af unge og sarte stauder, roser og perlehyacinter i frugtbare såbed, hvor de bukker og nejer for solen. Her har gartnerne været dygtige og kærlige. Eleverne på stedet ligner hinanden i deres blå uniformer, som glatte ganymeder og nydelige nymfer i den friske forårsluft. På en køn majdag skinner lyset på dem og minder om den gode kundskab, der læres på dette sted. Denne jordbund på Herlufsholm frembringer ædel vækst. Endnu er eleverne ikke færdige som mennesker, men de spirer og med kærlig og kyndig hånd vil også de kunne sætte blomst en dag. Det er, hvad der loves på dette sted, det er, hvad man fejrer på stedet.
I det hele taget er her prægtigt. Guldregn hælder sig ud over dammen bag flagpladsen, man hører lyden af springvandets rislen, og det dufter mildt. I baggrunden hæver Herlufsholm sig i luften og blusser mørkerød som strålerne ved solopgang. Her er alting dybt farvet. Blåt, hvidt, gult og rødt, alle de farver, man genfinder i skolens våbenskjold. Fra den centrale plads, ”Grønne plads”, kan man se ned i parken, hvor Hvide Bro står som et fint tegn til eleverne om deres overgang fra barn til voksen, vejledt af kundskabens lys. Ja, der står masser at læse på denne matrikel i det sydsjællandske.
Når man rører ved bygningerne, kan man fornemme soliditeten i de store kampesten, der udgør fundamentet. Hvis disse mure kunne tale, ville de berette om 450 års omhyggelighed, flid og kundskab. Men Herlufsholm har faktisk eksisteret i 800 år, først som kloster og siden som skole, da Herluf Trolle og hustru Birgitte Gøye grundlagde stedet som en kostskole.
Skolens arkivar og bibliotekar Martin Horst Arvedlund viser mig rundt på Herlufsholm og deler ud af sin store viden. I den nordlige del ligger områdets historiske bygninger. Jeg ser Rektorboligen fra 1796, en bygning i rød og gul, så gul som rapsmarker i maj, med et slankt lindetræ på hver side af hoveddøren. Ved siden af ligger Herlufsholms eget sygehus, der også tjener til pleje af elever med hjemve, og overfor ligger det store bibliotek med hvælvinger på støttebuer af jernbeton. Arvedlund er velbevandret i disse gemakker, for under bunker af gamle bogsamlinger, dokumenter og arkæologisk materiale finder han med sikker hånd, hvad han søger.
Fra biblioteket går vi over i de gamle klosterbygninger. Vi bevæger os langs mørke vægpaneler, op ad en gammel mørkebrun trappe, der knirker og knager som den slags skal, og ind i den store festsal, hvor egetræsgulvet også giver efter under os. Det er en flot sal holdt i lyseblå, røde og gyldne farver. Udsmykningen af loft og vægge er udført i 1871 af G.C. Hilker, på væggene hænger malerier af forstandere gennem årene, og midtfor hænger Thomas Kluges imposante portræt af Hendes Kongelige Højhed: streng, fornem, majestætisk, clairobscur i helfigur, en ophøjet gestalt i fed, mørkerød brokade med perler og pels, på sort baggrund. Alt sammen meget Rembrandtsk, som man kender Kluges signatur. Fra væggen ser Dronningen ned på de forsamlede i festsalen, og det er som om, Hendes Majestæt følger os hele vejen rundt i salen med sit insisterende, faste blik.
Kirken er den ældste del af bygningerne på Herlufsholm. På jubilæumsdagen var den pyntet med hvid løvemund, gule frasier, røde roser og blå riddersporer – Herlufsholms farver. Man lægger mærke til den firkløverformede døbefont i kalksten fra 1250, og på altertavlen lyser et smukt, lille elfenbenskrucifiks, fremstillet i Nordafrika i første halvdel af 1200-tallet. Stifterne ligger begravet i en krypt under korgulvet, og bag alteret hviler deres sarkofag, og der hænger tillige en mindetavle over Herluf Trolle fra 1568. I en glasmontre står Herluf Trolles rustning med det skudhul, han pådrog sig under et slag, og som han døde af kun en måned efter stiftelsen af Herlufsholm Skole. I 1700 blev der, til ære for forstander Marcus Gøye, opført et storladent barokgravmæle, som ses i den nordlige korsarm.
I den sydlige del af området ligger de nye skolebygninger fra 1960’erne, men klods op ad ”Grønne plads” ligger Museumsbygningen. Også denne bygning imponerer med dens fine naturhistoriske samling. Man når samlingen gennem en højloftet gang, på sokler langs muren står afstøbninger af klassiske græske og romerske statuer. Inde i selve samlingen er der en umiskendelig duft af ælde. Bag glasruder i store, brune mahogniskabe ligger krybdyr i flasker med sprit, skeletter står langs skabene, og kranier ligger på hylderne. Men rummet er levende: En udstoppet tiger står på lur som flammer på poter, en enorm albatros har bredt sine vinger ud under loftet, en abe skotter til mig fra væggen, og visdommens ugle holder vågent øje med den besøgende, inden den flyver ud i skumringen, ud over Herlufsholm Skole.
