Lokale planter bliver til international kunst

Fra d. 1. juli kan du opleve udstillingen “Planter i bevægelse” på Rønnebæksholm, hvor kunstnere fra hele verden bidrager. Fokus er på planter; som omdrejningspunkt for kunstnernes generelle arbejde med klima- og miljøproblematikker – herunder en del helt lokale planter fra Næstved. Gamle danske kartoffelarter og lokale ukrudtsplanter bliver bl.a. en del af udstillingen.

“Planter i bevægelse” er en udstilling, som sætter fokus på planter, men med udgangspunkt i kunstnernes arbejde med klima- og miljøproblematikker: Bl.a. hvorfor planter er blandt vores vigtigste jordbundne samlevere, hvis vi vil forstå og overleve i en ny klimaforandret verden. Udstillingen viser værker af en række forskellige kunstnere fra Danmark, Sverige, Hong Kong, Japan, USA og Australien – mange, som altså har rejst halvvejs rundt om kloden for at arbejde med vores lokale planter. Det betyder, at udstillingen både trækker tråde til globale problemstillinger og forholder sig til Rønnebæksholms egne rammer og lokale forankring.

Åsa Sonjasdotter: The Order of Potatoes (kartoflernes orden). Billede fra udstillingen Deep Green på Den Frie Udstillingsbygning, 2009

Udstillingen åbner lørdag d. 1. Juli kl. 13, og alle er velkomne.
Åbningstaler ved udstillingskurator Line Marie Thorsen og forfatter Amalie Smith.
Efterfølgende serveres en forfriskning.

Læs mere om kunstnerne og deres bidrag her:

Koichi Watanabi
Koichi Watanabi har undersøgt den invasive art “Japansk Pileurt” og dens rejse fra Japan til Europa og USA. Han kommer selv fra Japan, men har til udstillingen på Rønnebæksholm undersøgt plantens liv i Danmark. Desuden vil han vise sine fotografier af japansk pileurt fra hele verden.

Yukiki Iwatani
Yukiko Iwatani fra Japan skaber skulpturelle installationer af lokale spise- og ukrudtsplanter. Til udstillingen vil hun indsamle planter ved Rønnebæksholm og omegn, så skulpturerne tager udgangspunkt i og gør opmærksom på den lokale natur.

Camilla Berner
Danske Camilla Berner arbejder med forholdet mellem natur og kultur og tager udgangspunkt i steders specifikke planteforhold. Hendes bidrag tager udgangspunkt i invasive plantearter, som findes ved Brunkulslejerne i Søby.

Janet Laurence
Australske Janet Laurence undersøger forbundne livsformer og økologier med udgangspunkt i vores forestillinger om kunst, videnskab og historie. Hun arbejder ofte stedsspecifikt og vil til udstillingen tage udgangspunkt i Danmark og lokalområdet, når hun skaber en af sine laboratorielignende installationer.

Wai-Yi Monti Lai
Som miljøkunstner har Wai-Yi Monti Lai fra Hong Kong i en årrække arbejdet med planter, og hvordan de bevæger sig ind og ud af vores liv. De seneste år har hun arbejdet med traditionen for risdyrkning, og under udstillingen vil hun bl.a. servere ris-te for de besøgende.

Åsa Sonjasdotter
Svenske Åsa Sonjasdotter har dedikeret sin kunstneriske praksis til forholdet mellem madproduktion og kulturhistorie. Til udstillingen vil hun tage udgangspunkt i gamle, danske kartoffelarter, hvis historie flettes sammen med lokalsamfundets udvikling fra feudalisme til kapitalisme. Kartoflerne har hun dyrket i Rønnebæksholms Herregårdshave, og til efteråret vil man selv kunne smage på de historiske rødder.

Karin Lorentzen
Karin Lorentzen er også fra Danmark, hvor hun arbejder med skulpturer, der ofte fungerer som aftryk og spor fra arbejdsprocessen, andre materialer og planter. Gennem aftrykkene, skabt i eksempelvis gips, kan de ofte skrøbelige planter ses på en ny måde, ligesom den nye materialitet fremhæver plantens skulpturelle kvaliteter.

Udstillingen kan opleves fra d. 1. juli – 24. september.

Koichi Watanabi: Swansea, Wales, Storbritannien, 2005

Der udgives et rigt illustreret katalog i forbindelse med udstillingen med tekst af Bruno Latour, Natasha Myers, T.J. Demos, Anders Blok, Geoffrey C. Bowker, Inge Schjellerup, Cecilie Rubow, Laurent Thévenot, Yuriko Saito, Anna Tsing og Line Marie Thorsen.

Udstillingen er støttet af:
Statens Kunstfond
Beckett-fonden
Toyota-fonden