”Pimp Your Ride! Udstilling om kunsthåndværk og teknologi” på Designmuseum Næstved
På Designmuseum Næstved bliver dørene i sommer slået op for den både grænsesøgende, men også grænse-undersøgende designudstilling ’Pimp your Ride! Udstilling om kunsthåndværk og teknologi’. Udstillingen afdækker og fremviser et væld af designgenstande, der er blevet til i spændingsfeltet mellem kunsthåndværk og teknologi. Et spændende emne, der både henvender sig til den gadget-interesserede, til feinschmekeren, der interesserer sig for lækkert design i hverdagen og til alle dem, der bare gerne vil overraskes, forundres og provokeres over nutidens (og fortidens!) designløsninger.
Før industrialiseringen rigtigt slog igennem på alle fronter, var det at fremstille teknologiske genstande ved håndkraft et vilkår i produktionen. Der var derfor håndlavede elementer i de første elektriske grammofoner, i de første tog og biler, i hårtørrere og lamper. Sådan er det ikke mere. Nu kan alt stort set produceres maskinelt. ”Så når vi nu ser moderne teknologiske produkter i vores hverdag med håndlavede detaljer eller med stærk inspiration fra kunsthåndværket, så er det et tilvalg fra designerens eller producentens side. De gør det, fordi de vil udfordre grænserne for, hvad kunsthåndværket kan, fordi vi ikke skal glemme de oprindelige håndværk og simpelthen for at forsøge at sænke farten på teknologiens hastighed, der til tider er så høj, at det kan være svært for os at følge med”, udtaler Mette Bielefeldt Bruun, leder af Designmuseum Næstved.
Vi vil i udstillingen se på, hvordan teknologi og kunsthåndværk går op i en højere enhed både hos de store firmaer, hos de mindre etablerede designere og blandt gør-det-selv-folket. Vores udstillingsgenstande vil derfor være delt ind i kategorierne; ’Fortidens teknologi’, ’Tradition vs. fornyelse’, ’DIY (Do it yourself)’, ’Customizing’, ’Story telling’, ’Slow Living’ og ’Game Changer’.
”Både danske og internationale designere vil være repræsenteret i udstillingen. Som besøgende vil man blandt andet kunne se en kjole, der kan måle klimaforurening fra det danske designbureau Diffus, en specialbygget Yamaha motorcykel fra det danske motorcykelfirma Wrenchmonkees, en hårtørrer i porcelæn og meget mere”, afslutter Mette Bielefeldt Bruun.
Specielt for denne udstilling er desuden, at vi kan præsentere projekter fra de designstuderende elever på Vallekilde Højskole, som har fået stillet en specifik designopgave med udgangspunkt i denne udstilling.
Udstillingen kan ses i perioden 3. Juni – 30. September 2017 / Udstillingsåbning lørdag d. 3. Juni kl. 14.00 ved digital udvikler og tidligere tv-vært på So Ein Ding, Marie Høst.
Designmuseum Næstved i Boderne, Sct. Peders Kirkeplads 8, 4700 Næstved