ZBC bliver officielt indsamlingssted og vært for Røde Kors kampagne
Fra mandag den 1. maj deltager ZBC i Næstved i Danmarks største tøjindsamlingskampagne ”Smid tøjet Danmark”. Skolen bliver officielt indsamlingssted, og der er forberedt god service til dem, der kommer forbi og ”smider tøjet”.
ZBC er blevet udvalgt til at være officielt indsamlingssted, når Røde Kors og TV2 indsamler tøj som nødhjælpsvaluta til at hjælpe verdens udsatte. ZBC’s praktikcenterelever har derfor arrangeret en masse tiltag, der skal få folk til at komme og bakke op om den gode sag. Når du kommer forbi med dit tøj, vil du blive mødt af praktikcentereleverne, der rigtig gerne vil samle en masse tøj ind.
Smid tøjet i lokale 61
ZBC opfordrer derfor alle til at gå i garderoberne efter i sømmene og tage det overflødige tøj med til ZBC, hvor lokale 61 vil være indsamlingssted for alt, der kan undværes.
Røde Kors sørger for, at alt det donerede tøj bliver til penge, som kan bruges til nødhjælp og socialt arbejde ude i verden og i Danmark. Røde Kors kan bruge alt tøj, tekstiler, tasker og sko. Det må gerne være hullet, men ikke for snavset eller vådt. Det tøj der ikke kan sælges i genbrugsbutikker i Danmark bliver solgt til udlandet, hvor det kan blive genanvendt som tekstilfibre.
Du kan læse mere om kampagnen på Røde kors’ hjemmeside: www.rodekors.dk/det-goer-vi/genbrug/smid-toejet
Praktisk information
I kampagneperioden vil der være åbent for at aflevere tøj alle hverdage mellem kl. 08.00 og 15.30 i lokale 61. Uden for åbningstiden kan man aflevere tøjet i en Røde Kors container på P-pladsen.
Den 16. maj kommer TV2 og laver direkte morgen tv, så hvis der er nogle morgenfriske elever eller familiemedlemmer, der kommer med det tøj de har i overskud, så giver ZBC morgenmad til alle fra kl. 6.30.