Ny centerchef kommer med ledelseserfaring fra bankverdenen

Morten Reuber Nielsen begynder som centerchef for Center for Ejendomme den 1. august. Han kommer fra en stilling som chef for Danske Banks ejendomme og byggeprojekter.

Anlæg, drift og vedligehold af kommunens ejendomme står overfor en organisationsændring, og den kommer Morten Reuber Nielsen til at stå i spidsen for. Morten Reuber Nielsen har haft et lignende ansvarsområde i Danske Bank, hvor han de sidste fem år har været chef for Danske Banks globale ejendomsportefølje og byggeprojekter.

Sven Koefoed-Hansen, direktør for Center for Ejendomme og Center for Plan og Miljø, udtaler:
– Jeg er glad for at kunne byde Morten velkommen til Næstved Kommune. Mortens erfaring fra Danske Bank, hvor han har administreret en ejendomsportefølje en smule større end Næstved

Kommunes cirka 500.000 m2, gør ham ikke bare til en erfaren ejendomschef, men han bringer helt sikkert også en masse med sig, som vi kan drage glæde af i den igangværende opbygning af vores nye ejendomscenter.

Skal stå i spidsen for ændringer

Organiseringen af hele ejendomsområdet i Næstved Kommune skal ændres. For eksempel skal drift og vedligehold af bygninger flytte fra fagudvalgene og ind under Økonomiudvalget. Opgaven er forankret i det nye Center for Ejendomme.

Det ser Morten Reuber Nielsen frem til at tage fat på:
– Jeg har erfaring fra Danske Bank med at reorganisere administrationen af bankens ejendomme og byggeprojekter. Jeg ser jeg nogle af de samme udfordringer her. Det her med at starte noget op og være med til at præge det, det er enormt spændende, synes jeg.

Morten Reuber Nielsen er bankuddannet og har efterfølgende bygget ovenpå med en HD i organisation og ledelse fra Syddansk Universitet. Han har haft forskellige stillinger i Danske Bank og har også arbejdet i det offentlige som programleder for Digitalisering og IT i Guldborgsund Kommune.

Han ser frem til at begynde i sin nye stilling som centerchef i Næstved Kommune:
– Jeg kan jo se, at Næstved Kommune er en kommune i vækst, og et sted, hvor der kommer mange nye familier til og etablerer sig, og det kommer jo til at sætte nogle forventninger til, at her er en god portefølje af ejendomme og som er af høj kvalitet, for eksempel når det gælder kulturinstitutioner, skoler og dagtilbud, siger Morten Reuber Nielsen.
Privat bor Morten Reuber Nielsen på Møn med sin kone og tre børn. Fritiden bruger han på den lokale golfbane eller på at lave god mad til sin familie.

Morten Reuber Nielsen tiltræder som centerchef for Center for Ejendomme den 1. august efter centerchef for Center for Trafik og Ejendomme, Torben Kelm Danielsen i maj fik en direktørstilling i Nyborg Kommune.

Center for Ejendomme beskæftiger sig med drift, anlæg og vedligehold af kommunens bygninger og biler. Derudover varetager Boligadministrationen den daglige drift af kommunens almene boliger og øvrige lejemål.

Centret varetager også det målrettede arbejde med risikovurderinger og skadesforebyggelse samt håndtering af forsikringsskader og funktionen som kommunens interne forsikringsselskab.
Centret består også af Boligadministrationen samt de selvejende juridiske enheder Næstved Havn og NK-Forsyning A/S.

Pressefoto