BRIDGETURNERING TIL FORDEL FOR FORÆLDRELØSE BØRN
Igen i år indkalder SOS Børnebyerne i Næstved alle bridgeinteresserede til bridgeturnering i samarbejde med Næstved Bridgeklub i klubbens lokaler, Ærøvej 7 C, Næstved, lørdag den 28. januar 2016 kl. 10.
For tredje år i træk arbejder SOS Børnebyerne og Næstved Bridgeklub sammen om at lave en spændende turnering for bridgespillerne. Turneringsleder er Hans Nielsen, som er formand for Næstved Bridgeklub.
Der er naturligvis præmier til de dygtigste bridgespillere, som besætter 1. 2. og 3. pladsen i hver række, samt spurtpræmier.
Bridgeklubben stiller lokaler, teknisk udstyr og regnskab, turneringsleder, samt bridgehjælpere til rådighed.
De frivillige i SOS Børnebyernes Næstved Gruppe serverer kager og frokost for bridgespillerne, så spillerne kan koncentrere sig om bridgespillet.
Overskuddet fra turneringen går til at hjælpe udsatte børn i SOS Børnebyerne i Cambodja og Laos, så de kan få en bedre fremtid.
Fire søskende har fået en fremtid sammen
Sommetider må en mor træffe sit livs sværeste valg. Men når det gælder hendes børns liv, er der ingen vej uden om. Fire søskende har fået et kærligt hjem hos SOS Børnebyerne. Kun sådan kunne deres biologiske mor sikre dem en tryg opvækst.
Børnene sidder tæt sammen. Som om de er tryggeste, når de fysisk er i nærheden af hinanden. Lillebror på to år, tvillingepigerne på fire og storesøster, som er syv år. For et år siden i januar 2016 flyttede de ind i SOS-børnebyen i Battambang i Cambodja, og nu kan de for første gang i deres liv spise sig mætte hver dag.
De fire søskende levede hos deres mor, en enlig, 27-årig kvinde, i et lille skur af bambus og blik i et slumkvarter i udkanten af byen Siem Reap. Børnenes mor levede af småjob – rengøring og vask, arbejde i rismarkerne. Men en daglejerløn på ca. 13 kroner om dagen kan ikke forsøger en familie på fem, og ofte kunne hun kun give sine børn et måltid mad om dagen. Faren var forsvundet ud af familiens liv, og der var ingen kontakt.
Børn får et nyt hjem hos SOS Børnebyerne
”Vi blev kontaktet af de sociale myndigheder, som havde fundet børnene. De var overladt til sig selv hele dagen eller til slægtninge eller naboer, mens deres mor arbejdede. De var alle fire blege og underernærede,” mindes Sin Kosal, der arbejder i SOS-børnebyen i Battambang.
Efter samtaler med den unge mor, som også besøgte børnebyen, besluttede hun, at hendes børn skulle flytte ind i en SOS-familie. Her var hun sikker på, at børnene fortsat kunne komme til at vokse op sammen som søskende i et omsorgsfuldt og kærligt miljø. ”Hun har været og besøge sine børn, og hun ringer sommetider og taler med SOS-moren om, hvordan de har det. Hun savner dem selvfølgelig meget, men hun siger også, at det er bedst for børnene at være trygge og sunde og få muligheden for at gå i skole,” fortæller Sin Kosal.