Mandag den 17. januar fra kl. 17.00-ca. 20.30 inviterer Nordisk Film Biografer Næstved og Næstved Bibliotek til endnu en spændende kulturel aften i biografen på Fabriksvej 1 i Næstved.

Vi starter med at høre om bogen “En dødsnat” skrevet af Marie Bregendahl over en kop kaffe/te, før vi ser filmen “Du som er i himlen”. Bagefter spiser vi en let anretning i biografens lounge. Her taler vi også om filmen sammen med den lokale skuespiller Flora Ofelia, som spiller hovedrollen som Lise.

”Brød, Bog og Bio”, som startede i foråret 2019 i Næstved, er et samarbejde mellem Næstved Bibliotek og Nordisk Film Biograf. Denne gang skal vi se filmen, “Du som er i himlen” med Flora Ofelia Hoffmann Lindahl hovedrollen som Lise. I øvrige roller ses bl.a. Ida Cæcilie Rasmussen, Palma Lindeburg Leth, Anna-Olivia Øster Coakly, Thure Lindhardt, Kirsten Olesen og Lisbeth Dahl.

En nat, hvor alting ændres “En dødsnat” fra 1912 var Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman. Bogen foregår på og omkring gården ”Broholm” på Skiveegnen i slutningen af 1870’erne. Det er fortællingen om den skæbnesvangre nat, hvor den 14-årige Lise og hendes otte mindre søskende mister deres mor i barselsseng. Med ét har hun ikke kun mistet sin mor, hun er også blevet voksen og skal tage sig af sine mindre søskende. En stor del af romanen er fortalt fra børnenes og særligt Lises perspektiv. Det er en barsk historie om liv og død, og ikke mindst menneskets trang til at finde mening i det meningsløse. Romanen spejler forløbet omkring Marie Bregendahls eget modertab og anses som et af hendes hovedværker.

Ung pige fanget i en brutal tid Filmen “Du som er i himlen”, udspiller sig på en gård i slutningen af 1800-tallet. I filmen stilles der skarpt på kvindernes plads i historien. Den 14-årige pige Lise er den ældste i en søskendeflok og skal som den første i familien i skole, fuld af håb og tro på livet. Et døgn forandrer hendes liv for altid. Da hendes mor går i fødsel, viser det sig hurtigt, at noget er galt. Som natten trænger sig på og fødslen intensiveres, må Lise forberede sig på, at den dag, der startede i barndom, kan slutte med, at hun bliver kvinden i huset. Filmen er et intenst og bevægende portræt af en ung dansk pige fanget i en brutal tid – en fortælling om at tage ansvar, blive voksen og holde fast i det vigtigste, der findes. Håbet.

Filmen, som har premiere den 6. januar 2022, modtog hovedpriserne for ”bedste instruktør” og ”bedste skuespiller” på filmfestivalen i San Sebastian 2021.

Biblioteket bestiller bogen hjem i god tid. Den kan afhentes og lånes på Næstved Bibliotek i Info-skranken fra mandag den 20. december.

Aftenens program i biografen, hvor vi får besøg af Flora Ofelia, som spiller Lise:

Fra kl. 17.00-17.15 – velkomst i loungen – oplæg om bogen bag filmen over en kop kaffe/ te og en småkage.

Fra kl. 17.30-ca. 19.00 – vi ser filmen “Du som er i himlen” Fra kl. 19.10-ca. 20.30 – vi spiser i loungen, mens vi taler om filmen. Vi får besøg af Flora Ofelia, som spiller Lise. Hun fortæller om rollen og arbejdet med filmen.

Menu: En let anretning Drikkevarer: der er kildevand på bordene. Ekstra drikkevarer kan købes.

Samlet pris for kaffe, spisning og biograf: 200 kr. Prisen er baseret på tilmelding før arrangementet. Billetter købt over nettet kan vises via tilsendt mail eller billet i NFB’s app.

Billetter købes på:

https://www.nfbio.dk/order/b201442582-1639564569100d0ef6724/seats

 

Til Brød, Bog og Bio skal vi se “Du som er i himlen” med Flora Ofelia I hovedrollen. Foto: Nordisk Film Biografer.