”Vores cellers saltbalance” er et naturvidenskabeligt foredrag fra Aarhus Universitet. Du kan opleve det direkte, når Næstved Bibliotek livestreamer foredraget tirsdag den 23. november kl. 19.00-21.00.
De populære naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet giver borgere i hele landet mulighed for at se spændende naturvidenskabelige foredrag fra de dygtigste forskere – direkte på storskærm via livestream. Denne aftens foredragsholder er Hanne Poulsen, som er lektor i molekylærbiologi ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet.
Vi er afhængige af salt Langt de fleste danskere spiser rigeligt salt hver dag. Det er let at skaffe, og det får vores mad til at smage meget bedre.
Når mennesker og andre dyr er så glade for salt, skyldes det, at vores kroppe og celler er helt afhængige af det. Det almindelige køkkensalt består af natrium- og klorid-ioner, og når vi spiser salt, sorterer vores celler meget omhyggeligt ionerne. Vores celler kan nemlig udnytte ubalancen i de elektrisk ladede ioner til mange forskellige opgaver – ligesom den elektriske strøm i din stikkontakt kan bruges til at drive både køleskabet og computeren.
Ioner danner grundlaget for, at vores nerveceller kan sende de signaler, der bliver til vores sansninger og tanker, for at hjertet kan slå, og for at sædcellen kan svømme hen til ægget. Fordi ionbalancen i vores celler er så vigtig, kan det føre til sygdom, hvis balancen påvirkes af en arvelig gen-defekt.
Nobelpris til aarhusiansk forsker Den primære ion-sorteringsmaskine i kroppen er natrium-kalium-pumpen i cellernes membraner. Natrium-kalium-pumpen blev første gang beskrevet af den aarhusianske forsker Jens Christian Skou i 1957. Den opdagelse fik han Nobelprisen for i 1997, og der forskes stadig meget i at forstå den komplicerede pumpe. De seneste ti år er vi begyndt at få en detaljeret forståelse af, hvordan pumpen virker som en lillebitte nanomaskine, og vi har opdaget, at fejl i den kan give forskellige sjældne sygdomme.
Hør foredraget tirsdag den 23. november kl. 19.00-21.00 i Loungen på Næstved Bibliotek. Det er gratis at deltage – bestil din billet på www.naesbib.dk