Roskilde Stift fejrer i 2022 1000 år. I 1000 år er mennesker i alle aldre mødtes i kirken om søndagen, til gudstjeneste, barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse fra Sjællands Odde i nord til Vordingborg i syd, fra Møns klint i øst og til Korsør i vest. Hver gang er Guds ord blevet forkyndt af Stiftets præster, og hver gang har kirkens organist og kor ledsaget forkyndelsen.
Netop kirkemusikkens betydning og udvikling igennem alle disse mange år har bykirkerne i Næstved valgt at lægge fokus på i et nyt og spændende projekt.
Fra lørdag d. 6. november kan man downloade små lydfiler med musik fra hele perioden i Herlufsholm, Holsted, Skt. Jørgen, Sct. Morten og Sct. Peders kirke. Lydfilerne er tilgængelige via QR-koder, som enten findes i de pågældende kirker eller i en folder.
I hver lydfil fortæller kirkens organist om kirkens historie og præsenterer musikken.
Karsten Gyldendorf fortæller: ”At lægge 1000 års kirkemusik ned i dette mikroformat er nærmest umuligt, men jeg tror faktisk, det er lykkedes. Bykirkerne i Næstved er meget forskellige, og det høres tydeligt i de enkelte kirkers bidrag. Jeg er spændt, hvordan Næstveds borgere tager imod vores projekt.”