Når borgerne i seks sydsjællandske kommuner kører deres grønne haveaffald på genbrugsstationen, bliver affaldet fremover til grøn fjernvarme i radiatorerne.
På torsdag kl. 10-12 åbner AffaldPlus landets første fjernvarmeværk af sin art i Sorø.
International opmærksomhed: Værket i Sorø er det første af sin art. Allerede inden åbningen på torsdag har tre delegationer fra forskellige store franske aktører på energimarkedet besøgt Sorø Bioenergi. Og yderligere to delegationer er på vej.
Med 10.000 tons årligt sparet CO2, gør de ikke bare klimaet en tjeneste. Forude venter en markant besparelse på varmeregningen, en besparelse, som bare bliver større dag for dag. Sorø Bioenergi bliver det første kraftvarmeværk i Danmark med lokalt have-parkaffald som primær energikilde til erstatning for det nuværende naturgasanlæg.
“Vi glæder os over at kunne bruge lokale energiressourcer. Samtidig kan vi levere klimavenlig CO2-neutral varme,” siger energichef Ole Andersen fra AffaldPlus, som ejer det nye fjernvarmeværk. Han tilføjer, at haveaffaldet tidligere var et affaldsprodukt, der blev komposteret. Ved kompostering udledes samme mængde CO2 som ved afbrænding, men nu får man altså grøn varme og el.
“Vi regnede på en lang række scenarier med forskellige energikilder, og det stod klart, når vi sammenlignede, at have- og parkaffaldsløsningen ikke blot er den billigste for forbrugerne, det er også den klart mest klimavenlige løsning,” siger Ole Andersen.
Det er Dall Energy, der har leveret sin banebrydende teknologi til værket efter at have vundet opgaven via et EU-udbud. Det er det syvende fjernvarmeværk Hørsholm-virksomheden opfører. “Men det er første gang, vi så entydigt går efter have-parkaffald som primær energikilde,” siger ejerleder Jens Dall Bentzen.
Selve værket er bygget så bæredygtigt som muligt. Mængden af beton er fx reduceret med mindst 25 pct. i forhold til traditionelle byggerier, og i stedet for ‘kassetter’ i stål og aluminium er der brugt træ. Herudover er værkets tag netop blevet beklædt med et grønt sedumtag, som udover at være godt til at håndtere nedbør, styrker biodiversiteten samt plante- og insektlivet.
Flere værker på vej Jens Dall Bentzen peger på, at den seneste udvikling med markant stigende priser på el og naturgas viser, at det er en god idé at satse på flere klimavenlige energikilder.
“Vi har hverken blæst eller sol konstant. Derfor er det en god idé at supplere med værker, der bruger biomasse som energikilde.”
Dall Energy åbnede i december sidste år et tilsvarende fjernvarmeværk i Rouen i Frankrig. Men værket i Sorø er det første, som er designet til at kunne køre udelukkende på have-parkaffald.
“Vi har pt. forhandlinger om yderligere værker i Frankrig og Danmark, hvor have-parkaffald skal være den primære energikilde,” siger ejerleder Jens Dall Bentzen.
Indvielse af Sorø Bioenergi: Torsdag den 14. oktober kl. 10-12. Adresse: Kragelundsvej 2, 4180 Sorø Der er rundvisning og alle er velkomne.
Om Sorø Bioenergi
1. Have- og parkaffaldet kommer fra 20 lokale genbrugspladser og 11 lokale haveaffaldspladser, der samler haveaffald fra mere end 300.000 borgere.
2. Da man traf beslutningen om etableringen af værket viste beregningerne, at det ville sænke prisen for et standard en-familiehus fra 15.600 kr./år til 12.750 kr./år. Hvor stor besparelsen bliver i praksis kommer naturligvis an på prisudviklingen på naturgas og el.
3. Værket kommer også til at producere el af haveaffaldet svarende til 2.200 borgeres årlige forbrug.
4. På årsbasis kommer 70 % af energien fra lokalt have- og parkaffald.
5. Ved at gå fra naturgas til biomasse spares hvert år 10.000 tons CO2.
6. Sorø Fjernvarme er et a/s datterselskab af AffaldPlus, som er ejet af seks syd- og vestsjællandske kommuner: Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø, Faxe og Vordingborg.