Fredag aften blev der afholdt Kulturnat i Næstved
Der var både læring og oplevelser da Midt- og Sydsjællands Brand & Redning var en del af Kulturnatten i Næstved, fredag aften.
På betalingsparkeringen ved Kvickly på Kvægtorvet, havde vagtholdet fra station Næstved, fremvisning af de fleste opgaver og køretøjer fra det daglige beredskab.
Alle tjenestegrene var repræsenteret ved kulturnatten, og med professionelt engagement kunne besøgende få svar på alt som omhandlede beredskabets opgaver.
På pladsen var der blandt andet mulighed for på tætteste hold at se disse køretøjer. I redningsliften kunne man komme til vejrs og se Næstved midtby ovenfra. Slukning af brand med brandtæppe, og med instruktør kunne man blive guidet i hjertelungeredning.
Som altid var brandvæsenets område rigt besøgt, og hele arrangementet omkring Kulturnatten, kunne glæde sig over en herlig efterårsaften uden regn og blæst. Mange havde valgt at besøge Næstved på Kulturnatten.
Fotograf: Lars Ole Andersen / Media Næstved