I Næstved Kommune nedlægges 10 chefstillinger
Det skriver Sjællandske:
Næstved Kommune går nu i gang med en skrap slankekur på chefgangen. 10 chefstillinger nedlægges, og borgmester Carsten Rasmussen kan ikke udelukke, at der sker fyringer. Men planen er, at nogle af de nuværende chefer vil blive tilbudt stillinger med mindre løn og ansvar. Den samlede besparelse er på otte millioner kroner, men nogle af pengene skal bruges til at styrke blandt andet handicap og psykiatri, samt børn- og ungeområdet.
– Vi prøver at undgå fyringer, men det vil betyde, at nogle medarbejdere må rykke lidt ned af karrierestigen, siger Carsten Rasmussen.
For mange chefer
En ekstern sammenlignings-analyse har vist, at Næstved Kommune simpelt hen har for mange chefer. Og det vil byrådets økonomiudvalg gøre noget ved. Efter sommerferien blev kommunaldirektør Tomas Therkildsen sat til at udarbejde forslag til en ny organisationsplan. Den blev mandag godkendt i økonomiudvalget, som nu sender planen i høring blandt medarbejderne. Den endelige godkendelse af planen sker på et ekstraordinært byrådsmøde den 31. oktober.
Opgaven for kommunaldirektøren var bunden. Færre chefer. I øjeblikket har Næstved Kommune fire direktører og 17 centre, med hver sin chef.
Ifølge Carsten Rasmussen koster en chef på det niveau omkring 800.000 kroner om året. Med det hele.
I den nye organisation skal der fortsat være fire direktører, men kun 10 centre. Dermed spares syv centerchefer og en række teamledere. Den nuværende struktur blev indført for fem-seks år siden lige før Tomas Therkildsen tiltrådte.
Den nye organisationsplan træder i kraft 1. januar 2017.