Åbne døre til Kulturnat på Rønnebæksholm
Til Kulturnat d. 7. oktober kl. 19-22 fortsætter Rønnebæksholm succesen fra de forrige år, og åbner dørene til de områder, der sædvanligvis ikke er åbne for publikum.
Godsets 700 år lange historie rummer utallige kendte såvel som ukendte hændelser. På Kulturnatten bliver alle disse historier og myter vækket til live igen når der i Rønnebæksholms historiske omgivelser, bliver fortalt om alle stedets små og store hændelser. Fra Danmarks første krudtmølle til Grundtvigs største kærlighed samt Rønnebæksholms transformationen fra gods til kunsthal. Publikum kan eksempelvis besøge Lejligheden, der normalt kun er åben for logerende kunstnere. Her vil leder og kunsthistoriker på Rønnebæksholm, Dina Vester Feilberg, fortælle nogle af de spændende beretninger fra fortiden. I Herskabsstalden berettes der om staldens historie og hvordan den nu er omdannet til perfekte rammer for et utal af arrangementer og møder. Særligt til kulturnatten vil Rønnebæksholms huskomponist, Anders Lauge Meldgaard, skabe et lydværk, der kan opleves i de gamle bygninger. Der bliver mulighed for at se efterårets store udstilling ”Forestillinger om skønhed” og for børnene er der en lille opgave med at gå på jagt efter detaljer rundt om i udstillingen. Når de mange indtryk skal synke ind, bydes der på gratis kaffe i caféen, der også sælger kage og chokolade, samt viser spændende billeder fra stedets historie.
Kulturnatten på Rønnebæksholm varer fra kl. 19-22, og der er gratis adgang.
Der kører gratis bus til og fra Rønnebæksholm:
Bus nr. 3- Rønnebæksholm og Kongebryg, Kasernevej 21 – afgang fra Kvægtorvet kl. 18.30, 19.30, 20.30 via Rønnebæksholm – afgang Kongebryg kl. 19.00, 20.00, 21.00 via Rønnebæksholm til Kvægtorvet.