Arena Næstved reddet på målstregen
Det skriver Sjællandske:
Arena Næstved er reddet. Et stort flertal i byrådet i Næstved sagde tirsdag aften ja til et lån på op til seks millioner kroner. Pengene spænder et sikkerhedsnet under arenaens økonomi.
Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stemte for et nyt storlån, mens Enhedslisten, SF og De Radikale stemte imod.
Den radikale Lars Hoppe Søe erklærede direkte, at han hellere så arenaen gå konkurs end at give nye kommunale tilskud.
– Vi har mistet tilliden til den nuværende ledelse og bestyrelse. Vi kan lige så godt lade arenaen gå konkurs og starte forfra. Arenaen bliver en økonomisk møllesten om kommunen i mange år. Jeg efterlyser et budget, der sandsynliggør, at arenaen kan betale de kommunale lån tilbage, sagde Lars Hoppe Søe.
Borgmester Carsten Rasmussen fastslog, at arbejdet med at finde en ny bestyrelse er i gang. Kommunen har hyret et konsulentfirma, der skal finde en model for, hvordan arenaen kan drives. Og af hvem.
– Der skal sadles om. Der er brug for nye kompetencer i bestyrelsen, sagde Carsten Rasmussen.
Hvorefter hans partifælle, Per Sørensen, der er byrådets ene repræsentant i arena-bestyrelsen erklærede, at han var stolt over sin indsats i bestyrelsen.
Viceborgmester Karsten Nonbo (V) er også klar med nye penge til den trængte arena.
– Om 10 år vil alle være glade. Det er som med Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Der gik også tid før de to broer blev accepteret, sagde Karsten Nonbo.
Arena Næstved har endnu ikke holdt sin et års fødselsdag. Den blev indviet i november 2015, og blev præsenteret som Sjællands største sports- og koncerthal. Problemet har bare været, at bortset fra sidste års succesfulde verdensmesterskab i kvindehåndbold, så har det være småt med aktiviteterne i den store arena.
Arena-formand Hans Henrik Knudsen har udtalt, at bestyrelsen ikke har været dygtig nok til at drive den nye arena.
Og ingen har indtil nu sagt ham imod.