“Airport” i Ny Ridehus tirsdag den 20. september kl. 20.00
Næstved Teater åbner den nye sæson med den forrygende stuntforestilling “Airport”, med Kristjàn Ingimarsson Company.
Lufthavnen er en undtagelsestilstand, hvor du det ene øjeblik er en potentiel terrorist, der tømmer lommer, leverer sko, bælte, iPad inden sikkerhedskontrollen. Og det næste er du i ferieparadis, hvor du selv bestemmer, hvordan du vil forholde dig til tiden – lige indtil gaten kalder. Hvad sker der, når alle fly pludselig bliver aflyst?
I AIRPORT følger vi et underholdende persongalleri med bl.a. den topstressede forretningsmand, latinocharmøren, hippiefyren og den perfekte stewardesse. De gør oprør mod lufthavnens kontrollerende univers i en vild drøm af humor, legesyge kroppe og pumpende ekstase.
AIRPORT dyrker den umiddelbare kreativitet og giver os et oprørsk løfte om, at vi selv kan ændre vores virkelighed.
AIRPORT dyrker en hurtigt skiftende spillestil, opfindsomhed og et univers skabt af billeder og uden sprog.
“Et møde mellem Chaplin og Orwell i et plastisk formsprog, hvor det ikke kun er de formidabelt dygtige skuespilleres koreograferede badut, der imponerer.” Weekendavisen
“AIRPORT er en vild og frygtløs stuntforestilling, som vil få både de flyrejsende og bagagemændene i Kastrup til at blive misundelige.” Information.
AIRPORT blev nomineret i kategorien “Årets danseforestilling/performance” 2015 af CphCulture.dk.
Billetter til forestillingen kan bestilles direkte på www.naestvedteater.dk