Ny borger-til-borger portal i Næstved

Find din nye madklub eller løbemakker på boblberg.dk

En ny hjemmeside ser dagens lys i Næstved den 2. september 2016. På www.boblberg.dk kan du ganske gratis finde andre at dele din fritidsinteresse med i Næstved Kommune.

Mangler du en spiller på fodboldholdet eller i kortklubben? Eller har du brug for frivillige kræfter eller måske en barnepige? Boblberg.dk hjælper dig på vej.

På den nye borgerportal i Næstved kan du oprette et opslag – en boble – hvor du søger efter en at dele din fritidsinteresse med. Brugervenlighed er nøgleordet. Det tager kun et minut at oprette en brugerprofil, og så har du adgang til at oprette egne bobler og se, hvad andre søger efter.

Del din fritid med andre

Formålet med boblberg.dk er at styrke den selvorganiserende idræt, kultur og fritid på en ny og innovativ måde og at forbinde byens borgere med hinanden på baggrund af fælles interesser.

Næstveds borgmester Carsten Rasmussen glæder sig over den nye hjemmeside.

”Vi ved, at der foregår mange aktiviteter i Næstved Kommune. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man har nogen at tage med til disse aktiviteter. Vi vil gerne tilbyde borgerne i Næstved Kommune en fleksibel mulighed for at skabe sociale fællesskaber,” siger han og tilføjer:”Vores håb er, at boblberg.dk får flere borgere til at deltage aktivt i de mange tilbud, vi har her i kommunen,” siger han og påpeger det store potentiale i den nye hjemmeside:

”Portalen kan blandt andet hjælpe kommunens mange tilflyttere og kan være med til at gøre det nemmere for flygtninge at få et netværk.”

Læs mere på Næstved Kommunes hjemmeside

Boblberg_dk[1]