13 butiksejere i Næstved Storcenter stævnet pga. uenighed om huslejen
Det skriver Sjællandske:
Det kan blive en meget dyr fornøjelse for ejeren af Vita Dyrecenter i Næstved Storcenter, Morten Springer, hvis udlejer, Dansk Supermarked, vinder huslejesagen, som blev indledt ved Retten i Næstved tirsdag morgen.
Det kommer til at koste ham omkring 100.000 kroner ekstra om året, og det kan han ikke leve med, fortæller han Sjællandske.
Det betyder, at han lukker sin butik på Kurts Torv i Næstved Storcenter.
Ejer af butikken Zjoos Kristian Jensen frygter, at det på længere sigt kan få den samme konsekvens for ham.
Dansk Supermarked har i alt stævnet 13 butiksejere i centret, fordi man gennem mere end et år ikke har kunnet blive enige om den fremtidige husleje.
Sagen begyndte tirsdag med en besigtigelse af flere butikslokaler rundt om i centret, og efterfølgende fremlagde Dansk Supermarked dokumentation for retten. Sagen fortsætter i morgen torsdag.