Værtens Mindste Broløb 2016 i Karrebæksminde den 10.-11. september
Græshoppebroen i Karrebæksminde er 26 meter lang. Så her kan alle være med, når Værtens Mindste Broløb finder sted for anden gang i weekenden, i år med bl.a. en halvmaraton som ny disciplin.
Værten er de handlende og restauratører i Karrebæksminde i samarbejde med Karrebæk IF, Destinations Udvikling Netværk Karrebæksminde (DUNK) og DGI.
Ideen med at arrangere Værtens Mindste Broløb udspringer af projektet ’Destinationsudvikling Karrebæksminde’. Formålet med eventen er at bidrage til at sætte Karrebæksminde på landkortet og tiltrække turister – også uden for sæsonen.
Værtens Mindste Broløb 2016 omfatter følgende discipliner:
Lørdag den 10. september
◦9.30: Karrebæksminde-Gavnø-Herlufsholm-Saltø Maraton. Hel maraton – 42,2 km.
◦9.30: Karrebæksminde-Saltø Halvmaraton – 21. km.
◦10.30: Karrebæksminde Downtown (Kørestols- og rollatorræs). Kort distance, ca. 1,25 km. for mindre børn, forældre med barnevogn eller klapvogn, kørestols- og rollator-brugere.
◦11.30: Enø-milen. Motionsløb/walk – 7,5 km.
Søndag den 11. september
◦9.30: Karrebæksminde-Holsteinsborg-Saltø Pedaltramp. Cykelmotionsløb – 65 km.
◦9.30: Pedaltramp for hele familien. Idyllisk cykeltur med mulighed for at nyde picnickurv ca. midtvejs – 20 km.
◦10.30: Enø Stafetten, motionsløb for firma- og familie hold – 4 x 5 km.
◦Desuden arbejder vi på at etablere et kajakløb mellem De Hvide Svaner Camping og rundt om Gavnø til Karrebæksminde.
Alle registrerede deltagere modtager efter gennemførelse af en disciplin et diplom og en medalje og får endvidere et gavebevis til køb af læskedrik eller is hos en af løbets værter.
For alle løb med tidtagning er der præmier på op til 3.000 kr. til hurtigste hhv. mandlige og kvindelige løber. Til det vindende hold i Enø Stafetten er der også en kontant præmie på 3.000 kr. Blandt alle øvrige deltagere i de respektive discipliner trækkes lod om en række sponserede gavepræmier. Deltagere i løb uden tidtagning deltager ligeledes i lodtrækningen om sponsorerede gavepræmier.