Fra fredag den 1. oktober slår Næstved Løveapotek på Axeltorv og i Næstved Storcenter dørene op for gratis vaccination mod influenza. Den er i første omgang forbeholdt alle, der er fyldt 65 år, gravide i 2. og 3. trimester samt personer med visse typer kroniske sygdomme.

Influenzasæsonen står for døren, og nu er det igen tid til at få det årlige stik. Det er vigtigt at blive vaccineret hvert år, da influenzavirus hele tiden forandrer sig. Den nye vaccine er tilpasset dette års variant af virus.

”Vi vaccinerer alle hverdage på Næstved Løve Apotek, Axeltorv mandag – fredag fra kl. 09.30 – 12.00 og fra kl. 13.00 – 17.00. Lørdag fra kl. 10.00 – 13.00. I Storcenteret vaccineres mandag – fredag fra kl. 10.15 – 12.30 og fra kl. 13.30 – 18.00. Lørdag fra kl. 10.15 – 14.00. Der skal ikke bestilles tid, så du må formentlig regne med ekstraordinær lang ventetid fra den 1. oktober. Næstved Løveapotek har specialuddannet medarbejdere til vaccinatører. Vi er dermed fuldt ud rustet til opgaven – helt på linje med andre dele af sundhedssektoren, der tilbyder vaccination,” fortæller apoteker Jacob Hjelme.

Ud over ældre og gravide kan alle, der lider af kroniske sygdomme såsom astma, KOL, hjerte-kar-sygdomme og diabetes, få vaccinationen gratis på apoteket. Også sundheds- og plejepersonale med tæt kontakt til sårbare borgere opfordres til at få et stik. Som noget nyt i år opfordrer man desuden at få børn i alderen 2-6 år vaccineret.

Ekstra vaccine i år

Myndighederne har besluttet, at vi herhjemme sørger for at vaccinere de særligt udsatte først og anbefaler på det kraftigste alle i risikogrupperne at blive vaccineret. I år har staten også købt ekstra meget ind af vaccinen.

Tilhører man ikke en af risikogrupperne, skal man betale for vaccinationen, og man må vente til den 23. oktober.

”Influenzasæsonen de sidste to år var meget milde på grund af de mange coronarestriktioner. Det betyder, at to svage sæsoner kan resultere i én stærk. Blandt andet af den grund frygter myndighederne, at der kan opstå en epidemi, hvis for mange i risikogruppen fravælger vaccine” siger Jacob Hjelme.

Vaccination for lungebetændelse

”Sidste år blev hele 75 pct. af alle i risikogrupperne vaccineret, hvilket var historisk højt. Dermed nåede Danmark for første gang WHO’s anbefaling for vaccinationsraten. Selvom det var et fint resultat sidste år, håber vi, at det i år kan blive endnu bedre”, slutter en optimistisk Jacob Hjelme, og tilføjer: ”Du kan også blive vaccineret med en gratis pneumokokvaccination mod lungebetændelse, hvis du er fyldt 65 år eller er beboer på plejehjem/botilbud”.

Pressefoto