Trafikdag skal få elever i sadlen
For 25 år siden cyklede alle uanset vejr og vind. Sådan er det ikke længere. Men med Næstved Kommunes store trafikevent for 900 elever fra 9. klasse håber man at vende udviklingen.
“Cykling er livsforlængende, det fremmer sundheden og begrænser Co2 udledningen – det er på alle måder en god idé at cykle i skole. Derfor har vi på dette års store trafikevent sat fokus på cykling,” fortæller Søren Revsbæk, formand for Teknisk Udvalg.
Trafikeventen finder sted torsdag den 8. september kl. 9.00 til 14.00 foran Nordisk Film Biografer Næstved, Fabriksvej 1 og på Bredstrædeparkeringen.
Program for dagen
– Udvalgsformand Søren Revsbæk byder alle eleverne velkommen.
– Bredstrædeparkeringen bliver rammen for et færdselsuheld, hvor en knallert bliver kvast af en højresvingende bil og redningsberedskabet forsøger at rede den forulykkede.
– En paramediciner fortæller om beredskabets opgaver og hvordan den forulykkede bliver behandlet.
– I Bio følger de unge i biografsalene: politiets fortællinger, møder ofre med personlige erfaringer og inviterer unge til snak om tankerne bag de gode trafikvalg.
– På Bios parkeringsplads er der utal af oplevelser – fx behændighedsbanen på cykel, hvordan lapper jeg min cykel, hvad er det bedste cykeludstyr – hvorfor kan lastbiler ikke se cyklister og knallerter, prøv at køre på knallert.
Sunde vaner og gode holdninger bliver understreget af Kvickly, der deler gratis frugt og vand ud til eleverne og sundhedscenteret formidler smagsprøver, sandwich som man selv komponerer.
Elever, der cykler til dagen indgår i lodtrækning om en cykel fra Fri BikeShop – fordi vi syntes det er så vigtigt at cykeltræne.
Borgmester Carsten Rasmussen og vicepoliinspektør Peter Haslund runder dagen af og overrækker præmier.