DANSK RAKKERPAK & FASTER COOL åbner igen dørene til Teatersalen og inviterer børn og voksne på en god kop græskarsuppe – serveret af egnsteatrets skøre serveringspersonale; sprudlende musik leveret af ”Vaskeholdet” og komisk sceneoptræden fra allerøverste skuffe med Alex og hans marionetdukke Mr. Barti.

Tid og sted: fredag d. 1. oktober kl. 19-22 i Teatersalen, Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10, 4700 Næstved.
Pris: Gratis adgang! Ingen reservation!
For: Voksne og børn

Program:

Alex og Mr. Barti
”Efter flere forgæves forsøg er det nu endelig lykkes os at få duoen Alex og Mr. Barti til Næstved!” udtaler kunstnerisk leder Niels Grønne og fortsætter: ”De tilhører den absolutte verdenselite indenfor komisk underholdning. Alex er dukkeføreren. Han er oprindeligt fra Makedonien og rejser over det meste af verden, men er bosiddende i Danmark. Mr. Barti er hans marionetdukke, der har mange strenge at spille på, i mere end blot én forstand. Mr. Barti er lidt af en krukke og en moderne Diva, men Alex har med tiden vænnet sig til at det er Mr. Barti, der er showets stjerne”, siger Niels Grønne grinende

Mr. Barti’s show har ikke nogen dialog. Historien fortælles med bevægelser og musik. Når Mr. Barti sætter sig til rette ved sit piano eller tager sin spanske guitar frem, glemmer man fuldstændigt, at han er en dukke, og at hans liv rent bogstavelig talt hænger i nogle tynde nylontråde. Mr. Barti blev “født” i 1986. Siden har Alex Mihajlovski brugt tusindvis af timer på at nuancere sit mesterværk og han forbedrer stadigt hele tiden sin dukke for at skabe den perfekte illusion.
Optræder kl. 19:30, 20:30 og 21:30.

Vaskeholdet
For musikken står det sprudlende orkester ”Vaskeholdet”. Flere af bandets medlemmer har indgået i egnsteatrets forestillinger. Thomas Dinesen spiller vaskebræt, Lene Pernille Wændelin blæser i trompet og Bastian Popp håndterer gulvbassen. Og hvem ved måske synger Faster Cool alias Camille í Dali et nummer eller to? ”Vaskeholdet” spiller kl. 19, 20 og 21.

Kultursuppe-crew
Græskarsuppen serveres af egnsteatrets kultursuppe-crew bestående af Overkok, Gustav Fleiner; Underkok, Otto Kok Hansen; ”Vor mor”, Esther Gider Godt Frederiksen og solstrålen Sunshine.
De er tilsammen garanter for uforskammet god betjening og vil hygge om gæsterne hele aftenen.

Vel mødt!

Pressefoto