Vær opdateret på de seneste offentliggørelser
At sikre sig billet til idolernes optrædener, er første skridt for enhver musikelsker. Grønnegades Kaserne Kulturcenter varsler store nyheder i sensommeren, og giver en fordel til de bedst muligt opdaterede.
Hele foråret og den tidlige sommer har Grønnegades Kaserne Kulturcenter offentliggjort det ene show- og musiknavn efter det andet, og de er endnu ikke færdige med offentliggørelserne. På programplakaterne der er hængt op ved kulturcenteret, skinner navne som Rune Klan, City Singler, Ivan Pedersen og Page Four igennem. Men til trods for et program med mere end 100 arrangementer, heraf 35 alene fra kulturcenteret selv, er der stadig store overraskelser stadig i vente.
”Vi har netop underskrevet kontrakter på en stor håndfuld danske kunstnere. Kunstnere i den tunge ende af skalaen” fortæller kulturcenterets leder, John Nørbjerg og fortsætter ”Det er altid fedt at kunne fortælle gode nyheder, og vi ville allerhelst fortælle og sætte til salg hurtigst muligt. Det er bare ikke altid muligt, når kunstnerne skal have det hele til at passe med deres turneer. Derfor håber vi jo at publikum følger nøje med”.
Facebook giver fordele
Følgere af Grønnegades Kaserne Kulturcenters facebookside har i den grad lagt mærke til de mange arrangementer, der løbende er blevet offentliggjort de seneste par måneder. Og det er især de der også har abonneret på stedets begivenheder. Ved at abonnere på en sides begivenheder, får man en notifikation om at siden har tilføjet en ny begivenhed, straks man logger ind. Grønnegades Kaserne Kulturcenter opretter løbende egne arrangementer, og forsøger at følge trop på alle de mange brugeres arrangementer, såsom Næstved Teater, Vershuset og Næstved Jazzklub. Det bliver hurtigt til mange, og oversigten på Facebook giver hurtigt et indblik i hvor utroligt meget der sker på Sydsjællands største kulturcenter.
”Når du er abonnent på Grønnegades Kaserne Kulturcenters begivenheder, er du fuldt opdateret på de seneste offentliggørelser i programmet. Derfor vil du også være blandt de absolut første til at kende datoer og navne på de sidste brikker i kulturcenterets program puslespil og komme forrest i billetkøen, når flere arrangementer offentliggøres i august og september. Dermed skal der kun få klik til, før der ligger et par billetter i mailbakken”, fortæller John Nørbjerg.