Gratis yogatræning for alle i parken på Rønnebæksholm

Vær med når DGI-uddannet yogainstruktør Ulla Britt Simonsen tilbyder gratis yogatimer i parken på Rønnebæksholm. Første gang er søndag den 26. juni kl. 11.00.

Kom godt i gang med sommerdagen, når den smukke park på Rønnebæksholm danner ramme om gratis hatha-yogatræning for alle fra nybegyndere til øvede. Træningen foregår ude i det grønne med udsigt til Grundtvigs digterpavillon og til lyden af fuglesang, og netop dette scenarie ser Ulla Britt Simonsen som det helt rigtige for at komme i dybden med yogatræningen.

”Yoga handler om at forene krop og sind, og jeg har valgt at lægge træningen ude i den skønne park på Rønnebæksholm, hvor naturen tilbyder sin helt egen meditative ”musik”. Her kan man virkelig komme helt ned i tempo og fordybe sig i træningen. Jeg er sikker på, at kombinationen af yoga og de smukke omgivelser vil give en helt særlig start på dagen,” siger instruktør Ulla Britt Simonsen, som de fleste nok er stødt på i skikkelse af Ulla Abdulla med sit Cocobongoband.

36a3b1_yoga_i_parken[1]

Yoga er ingen konkurrence, så kan man sagtens få noget ud af træningen, selvom man aldrig har prøvet det før. For Ulla Britt Simonsen er det nemlig vigtigt, at alle kan være med.

Hatha-yoga, som Ulla Britt Simonsen instruerer i, er den form for yoga, de fleste herhjemme kender til. Med tiden er der kommet andre, mere krævende former som astanga-yoga og power-yoga til, men hatha-yogaen rummer alle yogaens essentielle grundelementer og kan både dyrkes af nybegyndere og erfarne yogadyrkere.

Efter træningen er der åbent i udstillingen på Rønnebæksholm, hvor man kan se landskabsmalerier i udstillingen ”Naturen som fortælling”

Det er gratis at deltage i yogatræningen og der kræves ingen tilmelding, men man skal selv medbringe yogamåtte og tæppe.

Mødested: Ved Venligheden kl. 11:00. I tilfælde af dårligt vejr rykkes arrangementet indendørs, men mødestedet er det samme. Første gang er søndag den 26. juni, og derudover er der træning den 14. august, begge dage kl. 11-12. Medbring egen måtte, egnet tøj og tæppe.