Unge fra hele Sydsjælland og øerne inviteres på ArtCamp
Talentskolens projekt Art Core er gået i gang og starter i år med en camp i Faxe Ladeplads. Ligesom Mærk Næstved-visionen i år har fokus på talent, så er formålet med Art Core at udvikle nye talenter.
– Art Core er et projekt, hvor alle unge kan prøve deres talenter af på åbne workshops og i camps, hvor de mødes omkring billedkunst, film og scenekunst. Hvis bare man er nysgerrig og motiveret, så er man kvalificeret til at komme med på workshop, lyder det fra Kathrine Olldag, leder af Talentskolen i Næstved.
– Art Core er et projekt, hvor alle unge kan prøve deres talenter af på åbne workshops og i camps, hvor de mødes omkring billedkunst, film og scenekunst. Hvis bare man er nysgerrig og motiveret, så er man kvalificeret til at komme med på workshop, lyder det fra Kathrine Olldag, leder af Talentskolen i Næstved.
Der er allerede flere workshops i støbeskeen, bl.a. på Talentskolen i Næstved, hvor unge, der gerne vil ind på Talentskolen kan komme og få en smagsprøve på, hvad der skal til for at blive optaget. I Vordingborg er der en graffiti-workshop på Birdhouse, og i Nykøbing Falster handler en workshop om eksperimenterende tegning.
Målet er at finde unge talenter lokalt, der hvor de befinder sig, og skabe et møde mellem dem og professionelle filmfolk, kunstnere og skuespillere.
ArtCamps de næste tre år
Dette års ArtCamp i Faxe Ladeplads er en del af projektet. Næste år afholdes ArtCamp i forbindelse med Talentskolens festival Facit. I 2018 rykker ArtCamp til Guldborgsund Kommune og afholdes i samarbejde med Kulturhusfællesskabet Culthus.
Den lokale festival UpArt huser i år camp’en, så i august fyldes Faxe Ladeplads med kunst og musik – og unge på Art Camp.
Og der bliver nok at se på, når meterhøje skulpturer i kalk og andre materialer vokser frem på gadeplan, og store tekstile værker sættes op i byrummet. TÅRN, Jacob Bellens, Faxe Musikskole, Wangel og Aske Jakoby sørger for musikalsk underholdning, som alle kan komme og nyde godt af.
Tilmeld dig ArtCamp 12., 13. og 14. august
Alle unge mellem 13 og 25 år har mulighed for at blive en del af ArtCamp. Der er 50 pladser, der fordeles efter først til mølle-princippet.
Når ArtCamp går i gang fredag den 12. august bliver de unge indkvarteret på Hylleholt Skole, og herefter går de fem forskellige workshops i gang. Man kan vælge mellem at være med til at lave musikvideo, performance dans, skulpturer, tekstilkunst og billedkunst.
Bo Karberg er en lokal kunstner, der sammen med de unge vil bygge det meterhøje kalkfolk op på fortovet ved Hylleholt Kirke. Astrid Skibsted Holm vil ”male med tråd” sammen med de unge et andet sted i byen. Ulrich og Judith Breuning fra Filmfabrikken vil lave musikvideo, mens Jonas Liveröd fra Skåne giver de unge plads til de helt store armbevægelser i form af billedkunst i store formater. Jøk Volkmann øver performancedans, og vil ikke løfte sløret for, hvorfor han beder de unge tage en papkasse og en rød ting med, men det vil vise sig.
Pris? Engagement og vedholdenhed, ellers helt gratis
Det er gratis at deltage, men der kræves engagement og vedholdenhed. Til gengæld kan man godt forvente at blive en del af en god oplevelse, hvor man både rykker sig fagligt og er sammen med andre unge, der deler ens interesse.
Tilmeldinger skal ske via hjemmesiden www.artcore.nu, og der er åbent for tilmelding fra den 23. juni.
Fakta
– På hjemmesiden http://www.artcore.nu kan man følge med i hvor og hvornår den næste begivenhed sker.
– Som udgangspunkt er det altid gratis at deltage. Man kan også spørge til muligheden for at lave særlige workshops, og dette gøres bedst per mail til projektleder Britt Steensgaard Jensen, brsj@vordingborg.dk.