Er Simon Talbot blevet for voksen og københavnsk?
Det er tid til selvransagelse i Simon Talbots tredje one-man-show; ”Mr. Copenhagen”. Danmarksturnéen når Sydsjællands største kulturcenter den 27. maj, og byder på et opgør med jysk opvækst og københavneri.
Få danske komikere har været lige så travlt beskæftigede og produktive som Simon Talbot. I stand upperens nye show er det blevet tid til at se indad og spørge sig selv om der er gået medieverden og caffe latte i den. En kommentar fra hans storebror var indgangsvinklen til dette show; ”Er du blevet fint på den?”. Og med en bog i skødet og et ønske om mælk i kaffen var det tydeligt at hans jyske opvækst, hans tid som Jehovas Vidne og drengerøvslivsstil. lå langt fra hans nuværende liv. Et liv fyldt med eget TV-show på TV2 Zulu, optrædener i udsolgte sale landet over og at ankomme til award shows sammen med musikeren Christopher.
Men får man manerer af at være vokset op i en lille jysk flække, hvor alle kender alle? Hvordan er det med jydernes fordomme om københavnere? Og vice versa? Er man en rigtig mand, selvom man har blomster på altanen og ikke spytter på gulvet, når man bliver tilbudt mælk i kaffen? Det vil Simon Talbot give svar på i sit show, der vanen tro vil være præget af hans velkendte og meget fysiske fortællestil. ”Jeg elsker at stå på en scene og lave stand-up. Jeg underholder med historier fra min hverdag om alt fra computerspil og mine for korte akillessener, til min opvækst som Jehovas Vidne, min stordrikkende irske far, min kæreste og meget andet – og jeg giver også tit min egen krøllede version af livet generelt.” fortæller den populære komiker.
Du kan opleve den karismatiske Simon Talbot på scenen i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter den 27. maj ved at købe billet på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, på billetkontoret eller reservere på tlf. 5588 3950.