Ønskebrønd for de yngste opstilles på biblioteket
I vinterferien får alle med gode ideer og kreative input til det kommende Vandkulturhus i Næstved, mulighed for at blive hørt, når der bliver opstillet en ønskebrønd på Næstved Bibliotek.
I vinterferien er der gode muligheder for at blive hørt hvis man vil have sit besyv med i udviklingen af det kommende Vandkulturhus i Næstved.
5. y på Holmegaardskolen er blevet kastet ud i at lave en ønskebrønd sammen med kunstneren Bibi Jørgensen. Ønskebrønden skal være med til at afdække især de yngste borgeres ønsker for et kommende vandkulturhus i Næstved, når den står opstillet på Næstved Bibliotek.
Projektet begyndte mandag, da 5. y under ledelse af kunstneren Bibi Jørgensen blev sat i gang med en kreativ og idé-rig workshop. Resten af ugen går med at lave lige præcis den ønskebrønd, som børnene vil have. så den er klar til ferniseringen på fredag. Alt det kreative arbejde foregår i Børnekulturhusets værksteder på Grønnegades Kaserne, Kulturcenter.
Der er fernisering – og åbent for at kaste sine ønsker i ønskebrønden – på fredag den 12. februar kl. 12.00. Alle er velkomne til at overvære afsløringen.
Hele vinterferien (uge 7) kan alle børn og voksne kaste deres ideer i ønskebrønden på Næstved Bibliotek. Der bliver lavet store ønskemønter, hvor man på bagsiden kan skrive eller tegne sine bedste ideer ned, for derefter at kaste dem i ønskebrønden.
Alle ønskemønterne vil blive afleveret til projektgruppen, og danne grundlag for det videre arbejde med vandkulturhuset.