30 år i demokratiets tjeneste
Da han blev valgt ind i Næstved Byråd i 1986 var han blandt de yngste byrådsmedlemmer. I dag hører han til blandt den ældre generation i byrådet, men der er absolut ingen, der kan slå ham erfaringsmæssigt. Per Sørensen fra Socialdemokraterne kan i år fejre, at han har siddet i Næstved Byråd i 30 år.
– Jeg forstår ikke, hvor de 30 år er blevet af.
Sådan lyder det fra Socialdemokraternes Per Sørensen, der ikke desto mindre kunne fejre 30 års jubilæum i Næstved Byråd ved årsskiftet.
Per Sørensen har altid været politisk aktiv, og som 15-årig meldte han sig ind i DSU. Som 26-årig blev han valgt ind i Næstved Byråd for første gang, og her sidder han tilsyneladende meget godt. Otte kommunalvalg og tre borgmestre senere er han nemlig “still going strong”, som man siger, og gladere end nogensinde for sit virke i byrådet.
– Jeg synes, at vi har et fantastisk godt samarbejde i byrådet – der er et flertal, der vil trække på den samme hammel. Det er selvfølgelig ikke altid, at de beslutninger, som vi træffer, er lige populære, men det skal jo gøres. Tingene er nødt til at hænge sammen, siger Per Sørensen.
Byrådspolitikeren har haft et utal af udvalgsposter, både som medlem og som formand, men mest bemærket har han nok gjort sig som formand for Havnebestyrelsen – en post som han har bestredet siden 1997.
– Jeg trives rigtig godt som havneformand. Derudover brænder jeg meget for de store projekter, der gør Næstved Kommune attraktiv. Jeg synes, at det var pragtfuldt at opleve VM i håndbold, og nu er det blandt andet et Vandkulturhus og motorvej, der er i vente. Det er meget spændende med alle de store projekter, og jeg er 100 procent sikker på, at Næstved Kommune er ved at køre sig i stilling til at modtage udflyttere fra København, lyder det fra byrådsveteranen.
Direkte adspurgt svarer Per Sørensen uden at tøve, at han med glæde tager mange flere år i byrådet.
– Kommunalpolitik har aldrig været så spændende som nu, hvis du spørger mig, og jeg brænder meget for endnu flere år. Men det er selvfølgelig op til borgerne om jeg skal fortsætte eller ej, siger han afslutningsvis.