Som det eneste gymnasium i Syd-/Vestsjælland kan Næstved Gymnasium og HF fra i fredags kalde sig Team Danmark Uddannelsespartner. En titel og et samarbejde, der giver lokale eliteidrætsudøvere mulighed for at fortsætte med deres træning og konkurrencer uden at misse vigtig skoleundervisning.
I mange år har gymnasiet i Næstved hjulpet skolens elever, der dyrker idræt på eliteplan ved at tilbyde en skræddersyet gymnasial uddannelse. Eleverne får blandt andet mulighed for at få et tilpasset skema, der tager højde for træningspas og konkurrencer.
Den nye titel som uddannelsespartner er dermed en anerkendelse af skolens eksisterende arbejde med de idrætsudøvende elever.
I første omgang er gymnasiet godkendt som uddannelsespartner i 2016 og 2017. I denne periode vil skolen gøre en særlig indsats for de elever, der har sportslig godkendelse af Team Danmark.
For at få titlen som uddannelsespartner kræver det, at skolen har minimum 24 elever med en sådan godkendelse. Den særlige indsats omfatter blandt andet et særligt tilrettelagt skema, der tager højde for elevernes morgentræning. Eleverne får også mulighed for at få en individuel afleveringsfrist på skoleopgaver, hvis der kommer konkurrencer, stævner eller ekstra træning i vejen. Det største tiltag er dog muligheden for at forlænge den gymnasiale uddannelse fra tre til fire år.
Rektor på Næstved Gymnasium og HF, Susanne Stubgaard, er glad for den nye titel: ”Vi er rigtig glade for, at vi nu kan hjælpe Team Danmark-eleverne til at kunne balancere studenterhue og medaljer.”