På utallige opfordringer om at bringe country på scenen, er det en stor glæde for Grønnegades Kaserne, Kulturcenter at Fistful of Dollars kommer til Næstved den 6. november.
Danmarks måske bedste countryband Fistful of Dollars har en mission: At bringe countrymusikken helt ind under huden på danskerne! Danske piger og drenge fortjener muligheden for et indblik i de sidste 50 års country og westernklassikere: Fra bluegrass hoedown til western swing, fra rhinestone superstars til country-rock og pop crossover – Fistful of Dollars får det hele med.
”Vi har tit fået henvendelser der har drejet sig om country-musik. Og vi kan jo se at der overalt i Næstved og i de omkringliggende kommuner er square- og linedancere, markeder og fester med countrytemaer, så nu skulle det være. Og så kan man jo lige så godt booke de bedste”, siger kulturcenterets leder John Nørbjerg med et smil.
Fistful of Dollars startede som et kryds i Torsten Lefmanns lille grå DMF-kalender i 1996. Et søndagsengagement var booket i Lades Kælder i København, men han vidste ikke hvad og med hvem, han skulle spille. Da han lidt senere havde haft sin ven Niels Poulsen i røret, havde de startet noget så eksotisk som et country- og western-band. Niels kendte en fyr der spiller kontrabas, og Torsten svarede, at hans gamle ven Mons sikkert kunne overtales til at spille trommerne. Et par timer før koncerten mødtes de fire på Lades Kælder til hurtig gennemspilning af 30 country and western klassikere. Rune Holbergs store kontrabas kunne lige akkurat stå oprejst på scenen i den lille, lavloftede rockklub, der siden blev Fistfuls hjemmebane – Nordens Country-Mekka, som de kaldte det.
Senere blev pedalsteel legenden Ole Bendix hyret til at give bandet den helt rigtige sound. På Lades Kælder blev det siden til mange mindeværdige koncerter, fx: The Tammy Wynette Memorial Concert, The Great Guitar Battle, Chet Atkins Remembered og årlige Country Christmas Concerts. Senere åbnede Fistful sin egen Club Lonestar på Cafe Kino på Amager, hvor der en gang om måneden blev fyret op med skiftende gæstesolister. Fistful of Dollars’ koncerter er blevet tilløbsstykke for country-elskere, og Ivan Pedersen, Alberte, Tamra Rosanes, Sascha Dupont, Michael Carøe, Jacob Haugaard, Nikolaj Christensen, Birthe Kjær og Henrik Strube er blandt de solister der har givet et nummer med.
Kom til countryfest i Ny Ridehus den 6. november kl. 20.00 i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne, Kulturcenter!
Læs mere her:
www.gkkultur.dk
www.billetten.dk
www.facebook.com/gkkultur