Næstved Teater præsenterer danseforestillingen “Punk – a rebel never dies” med Black Box Dance Company fra Holstebro.
Opføres i Ny Ridehus, Næstved, tirsdag 17. november kl. 20.00.
Oprøret er her og forbliver her. Extinction Rebellion, De Gule Veste, Hong Kong Riots, Greta Thunberg, Pussy Riot – oprøret lever i bedste velgående.
Punk – A REBEL NEVER DIES er et bud på en nutidig dialog gennem dansen med publikum om ’’oprør’ og ‘opgør’. Det er ikke et bestemt oprør eller en tidligere konflikt, der undersøges, men nærmere de menneskelige og samfundsmæssige mekanismer og energier, der karakteriserer et oprør.
Punkbevægelsen anvendes som reference og som et udgangspunkt til behandling af selve fænomenet ‘oprør’. Som en sociologisk, kulturel og menneskelig bevægelse. Det musikalske og æstetiske univers vil både trække direkte på og lade sig inspirere af tendenser og repræsentationer fra Punkbevægelsen. Som fx musik af The Clash, Sex Pistols og Dead Kennedy kombineret med digte af Michael Strunge.
Seks unge, internationale dansere fra Black Box Dance Company vil med afsæt i 80’ernes punkbevægelse perspektivere fortidens oprør til verden anno 2020.
Jacob Stage er koreograf og teaterdirektør der arbejder i krydset mellem teater, dans, film og performance. Hans kunstneriske udtryk er visuelt, poetisk og musikalsk. Han har erfaring gennem 25 års arbejde med projekter, med både unge og voksne, amatører og fagfolk – dansere, skuespillere, nye cirkusartister, marionetter, komponister, musikere og videokunst. Jacob er derudover også en anerkendt fotograf.
Ledige billetter på http://www.naestvedteater.dk eller tlf. 26251850.