Regeringen etablerer i begyndelsen af det nye år fire nye teltlejre til migranter, oplyser Politiko via Ritzau. To af disse lejre bliver opført i Næstved, ved Beredskabsstyrelsens center.
Hver lejr får plads til ca. 200 personer og indrettes til otte enlige mænd i hvert telt.
Teltlejrene vil blive samlet inden jul og færdigetableret i uge 1. Teltlejrene er af samme type som den, der er opført ved Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted, og som der har været megen debat om. Bl.a. har Røde Kors beklaget sig over forholdene:
“der er jo ikke mangel på boliger med tag og varme i Danmark. Telte til flygtninge er symbolpolitik hvor flygtninge må yde endnu et offer”, skrev generalsekretæren i Røde Kors, Anders Ladekarl ifølge Ekstra Bladet på Facebook.
Borgmesteren i Næstved, Carsten Rasmussen (S), erklærer sig ifølge Politiko tilfreds med oprettelsen af de to teltlejre:
“Jeg er tilfreds. Staten håndterer det og har alle udgifterne. Vi har et beredskabscenter, som staten driver, og der følger det her selvfølgelig med,” siger borgmesteren.
“Flygtningene står ved grænserne, og de skal være et eller andet sted. Vi har ingen indkvarteringsplads på hverken skoler eller idrætshaller. Jeg accepterer det,” siger Carsten Rasmussen.