Et nyt projekt på tværs af flere lande vil skære ned på patienternes ture til sygehus og sundhedscenter. Ved at bruge digitale hjælpemidler kan patienterne monitorere deres sygdom og genoptræne i eget hjem. Det skal skabe større lighed og forbedre kræftpatienternes behandling og livskvalitet.
Et kræftbehandlingsforløb kræver typisk ture på sygehuset hver eneste måned fx i forbindelse med blodprøvetagning. Nu vil et nyt projekt rykke en del af behandlingen og genoptræningen helt ud i patientens dagligstue.
Med over 20 mio. kr. fra EU i ryggen vil førende medicinske forskningsinstitutioner og hospitaler fra hele den sydlige del af Østersøområdet for første gang gennemføre et fælles innovationsprojekt for at udvikle e-sundhedsløsninger inden for kræftområdet, så patienterne fx kan måle blodværdier og genoptræne i eget hjem.
De digitale teknologier vil tilbyde patienterne en nemmere måde at gå til kontrol mellem kemobehandlingerne på, og samtidig gøre genoptræningen mere tilgængelig og personlig.
Onkologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, Næstved leder samarbejdet.
– Målet er at lave et tilbud, som alle kræftpatienter kan få glæde af. Vi er allerede langt i Region Sjælland, og med dette nye, storstilede projekt vil vi sætte yderligere skub på udviklingen af en mere digital kræftbehandling, fortæller overlæge Niels Henrik Hollænder og fortsætter:
– Den store gevinst er, at patienterne får bedre og mere tilgængelig behandling, fordi vi flytter data, ikke patienter. Det minimerer behovet for fysiske besøg. Og det gavner ikke kun dem, der bor langt væk, men også dem, der fx oplever træthed som følge af kræftsygdommen og behandlingen. De digitale muligheder betyder også, at rehabiliteringen kan påbegyndes hurtigere i forløbet, og så får patienterne generelt lettere ved at inkorporere både behandling og genoptræning i hverdagen.
90 danske patienter deltager
I alt vil 90 danske kræftpatienter deltage i projektet. 30 af dem vil få udleveret et apparat til at måle egne blodværdier hjemmefra ved hjælp af en dråbe blod.
60 af de danske patienter vil få et digitalt træningsredskab med hjem, hvor en bevægelsessensor sender data til deres behandlere.
Mindsker den sociale ulighed
Især patienterne i de mere landlige områder i de deltagende lande, hvor der er store afstande, kan drage fordel af de digitale muligheder. Det vil være med til at skabe mindre ulighed i behandlingen, påpeger professor Susanne Dalton, der også bidrager til projektet:
– Vi ved, at der er stor social ulighed i forhold til, hvem der bliver henvist til rehabilitering efter kræftbehandling – og vi ved også, at der er ulighed i, hvem af de henviste, der rent faktisk opstarter rehabilitering i kommunen. I projektet afprøver vi, om vi kan nå flere patienter ved at tilbyde genoptræning i eget hjem i tæt samarbejde med fysioterapeuter og dermed sikre bedre adgang til rette og rettidig rehabilitering.
– Ved at anvende digitale hjælpemidler kommer patienterne til at tage en mere aktiv rolle i deres egen behandling, og for mange patienter betyder det meget, at de på den måde kan deltage i fx rehabilitering ved at gøre det derhjemme, når de har kræfter og overskud til det, i stedet for at skulle møde i det kommunale sundhedscenter på fastlagte tidspunkter. På den måde kommer patienterne til at tage ejerskab over deres egen rehabilitering uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten af tilbuddet, siger Susanne Dalton.
De digitale løsninger skal videreudvikles i projektet, og der vil løbende blive delt viden og samarbejdet på tværs af de lande, der deltager.
Udover de konkrete hjælpemidler skal projektet også finde holdbare måder at beskytte patienternes data på og udvikle, hvordan både patienter og medarbejdere bliver oplært i de digitale løsninger.