Fremtidens 10. klasse i Næstved skal ligge på ZBC

Børne- og Skoleudvalget i Næstved Kommune besluttede på udvalgsmødet mandag, at alle 10. klasser i Næstved skal ligge på ZBC. Den nye ordning træder i kraft efter sommerferien og løber tre år frem.

Alle 10. klasser i Næstved skal fremover ligge på ZBC, har Børne- og Skoleudvalget besluttet på udvalgsmødet i mandags den 14. november 2016. Beslutningen er truffet efter, at alle folkeskoler, Næstved Ungdomsskole og byens ungdomsuddannelser har haft muligheden for at afgive tilbud på at drifte 10. klasse for Næstved Kommune. Tre institutioner afgav tilbud på driften af 10. klasserne, og ZBC endte med at få tilbuddet.

img_9083

– Valget faldt på ZBC, da det længe har været et politisk ønske at lægge 10. klasserne på en af byens ungdomsuddannelser. Med placeringen på en ungdomsuddannelse, kan vi nu sikre, at der vil være et øget fokus på 10. klasse som starten på en ungdomsuddannelse og ikke som et år mere i folkeskolen, lyder det fra Søren Dysted, formand for Børne- og Skoleudvalget.

Han bakkes op af uddannelsesdirektør på ZBC, Glenny Hansen.

– Vi mener, at 10. klasse skal ses som en naturlig start på en ungdomsuddannelse og er glade for, at kommunen har besluttet at lægge 10. klasse på en ungdomsuddannelsesinstitution. Erfaringer viser, at dette giver en god overgang til ungdomsuddannelserne, og dermed understøtter arbejder med at nå de nationale målsætninger om, at flere unge skal tage en ungdomsuddannelse, siger Glenny Hansen

I dag er 10. klasse i Næstved fordelt på to matrikler. Den almene 10. klasse ligger på Kobberbakkeskolen afdeling Sjølund og den erhvervsrettede 10. klasse (EUD10) på Næstved Ungdomsskole. Grunden til, at Næstved Kommune har lavet en tilbudsindhentning på drift af 10. klasse er dels, at kommunen ønsker at samle 10. klassetilbuddet fysisk, og dels, at kommunen ønsker, at flere unge skal direkte ind på en ungdomsuddannelse efter 10. klasse.

– Der er behov for, at flere unge i Næstved tager en ungdomsuddannelse. Og vi ved, at der i Næstved er potentiale til, at flere unge enten vælger en gymnasial eller en erhvervsrettet ungdomsuddannelse, siger Søren Dysted.

Udvalgsformanden tilføjer, at der naturligvis påhviler ZBC et særligt ansvar for samarbejde med folkeskolerne i Næstved og de øvrige ungdomsuddannelser omkring 10. klasse.

– Vi er glade for at kunne invitere 10. klasses eleverne ind på ZBC og ser frem til et godt samarbejde med både kommunen, folkeskolerne og de øvrige ungdomsuddannelsesinstitutioner i Næstved. Vi glæder os til at skabe et godt læringsmiljø sammen med vores øvrige uddannelser både indenfor fødevareområdet, men også vores handelsgymnasium, EUX og merkantile erhvervsuddannelser til kontor, butik m.m., lyder det fra Glenny Hansen, ZBC.

Med placeringen af 10. klasse på ZBC er der nu mulighed for at lægge et øget fokus på 7.-9. klasserne på Kobberbakkeskolen, afdeling Sjølund, ligesom Næstved Ungdomsskole nu kan fokusere yderligere på at lave tiltag for de unge, mens de går i folkeskolen.