Næstved Teater præsenterer den moderne ballet “Ildfuglen” med Dansk Danseteater den 17. marts kl. 20.00
Det bliver en aften i dansens tegn, når Dansk Danseteater inviterer publikum indenfor til to forskellige værker af koreografen Tim Rushton. Ildfuglen indledes nemlig af en lille koreografisk appetitvækker kaldet “Men in Coats” skabt af Rushton i 2010. Værket danses til toner fra den New York-baserede komponist Philip Glass.
Aftenens hovedforestilling er Tim Rushtons nye udgave af Ildfuglen. Den oprindelige ballet (L’Oiseau de Feu) blev uropført i Paris i år 1910. Premieren var begyndelsen på et spirende samarbejde mellem komponisten Stravinsky og Ballet Russes’ kunstneriske leder Diaghilev. De to modernister Stravinsky og Diaghilev forstod at kombinere musik, koreografi og mise-en-scène på en radikal, ny måde, som fik betydning for hele måden at skabe balletkunst på. Tim Rushtons bevægelsessprog kombinerer den moderne dans’ flow med klassisk teknik, og netop derfor har han en lidenskabelig forkærlighed for Stravinskys kompositioner. I Rushtons Ildfuglen er iscenesættelsen nutidig og trinene moderne, mens musikken er, som vi kender den.
Tim Rushton og den kunstneriske skabelsesproces: Rushton er en intuitiv koreograf, der ofte skaber sit trinsprog i mødet med danserne eller ud fra et indgående kendskab til den enkelte dansers karakter og livshistorie. Dette tilfører hans værker både nærvær og formidlingsmæssig styrke. Rushton har samtidig sans for at sætte organiske og mytiske trin til de tanker og historier, som ord alene ikke formår at udtrykke.
Det vedhæftede billede kan bruges i forbindelse med omtale af forestillingen ved kreditering af fotograf Marc Fluri.
Ledige billetter på Næstved Teater eller tlf. 26251850.