Ti år med teater i Næstved fejres med ny bog og nattergal

Teatergruppen Talent-1 kan 10. marts fejre ti år som teater i Næstved. I forbindelse med jubilæet udgiver gruppen en bog med billeder og historier fra de sidste ti år.

Det hele startede på et tørreloft i en baggård i Kindhestegade. Siden er det blevet til mere end 50 teateroplevelser i alle slags rum: cirkustelte, slotte, gallerier og på gader og stræder.

– Vi har samlet alle vores bedste teaterhistorier og en masse billeder fra vores forestillinger i jubilæumsbogen I Alle Rum, siger Julie Anna Hedegaard, der i de sidste ti år har spillet utallige roller på scenen.

nattergalen1[1]

Arbejdet med bogen har stået på i snart et år. Teatergruppen fortæller, at det sværeste har været at vælge materiale fra.

– Med mere end 50 forestillinger i bagagen, så var der rigtig mange historier vi gerne ville fortælle. Vi rejste tre år i træk til Armenien, hvor vi deltog på en international dukketeaterfestival. Det gav store oplevelser både kunstnerisk og menneskeligt, siger Kia Lundsgaard Horan, der spillede forestillingen Drengen Der Rejste Med Et Cirkus i langt oppe i de armenske bjerge.

Lysten afspejler arbejdet
Teatergruppen Talent-1’s arbejde har i alle ti år afspejlet teaterinteressen hos de medvirkende både for og bag scenen. Morten Aagaard uddannede sig i en periode som dukkefører på Scenekunstens Udviklingscenter, og det betød at dukketeatret er blevet en fast del af gruppens udtryksform.

– Interessen for teater er grundlæggende, men hvordan vi vælger at arbejde med det skifter alt efter hvilke historier vi vil fortælle. Vi har hele tiden sagt, at det skal være lysten der driver værket, og hvis lysten er til dukketeater, så er det dukketeater vi laver, siger Morten Aagaard, der udover en dukkeuddannelsen også har uddannet sig indenfor børnedramatik.

I%20alle%20rum1[1]

Noget for alle
Mange publikummer har fundet veje gennem teatersalen gennem de sidste ti år. Teatergruppen Talent-1 har hele tiden ønsket at spille for hele familien.

– Arbejdet med forestillingerne er det samme om vi spiller for børn, unge eller voksne. Det er de samme faser, vi skal igennem. Men når selve forestillingen spiller, så er der kæmpe forskel, siger Julie Anna Hedegard. Skuespillerne oplever tit en meget umiddelbar reaktion midt under forestillingen fra børnepublikummet. nattergalen3[1]

– Fordi vi i ti år har spillet for stort set alle aldersgrupper, så ville vi gerne skabe en jubilæumsforestilling, der kunne fange hele familien. Med Nattergalen har vi netop fundet mulighed for det, siger Kia Lundsgaard Horan.

Nattergalen er en dramatisering af H.C. Andersens eventyr af sammen navn, og som det altid er med den store danske eventyrdigter, så er det et lag for børn og et for voksne.

– Børnene får en fin og eventyrlig historie om en kejser og hans smukke nattergal. Mens de voksne får en meget mere eksistentiel fortælling, om ikke at vide hvad man savner, før man mister det. Det er netop det H.C. Andersen er så eminent til, siger Kia Lundsgaard Horan.

Nattergalen har premiere torsdag den 10. marts – på selve jubilæumsdagen. Herefter spiller forestillingen på udvalgte dage frem til 10. april. Billetter kan købes på www.talent-1.dk – og forestillingen er for alle ned til 5 år.

De medvirkende er: Julie Anna Hedegaard, Kia Lundgaard Horan, Mariette Marti-Beckmann og Lukas Rostgaard Hartvig. Morten Aagaard har dramatiseret H.C. Andersens tekst står også for instruktionen.

Jubilæumsbogen I Alle Rum koster 100 kr., og kan også bestilles via hjemmesiden fra 10. marts.

nattergalen4[1]

Billedtekster:
Nattergalen1: Folket i Kina nyder nattergalens smukke sang. På billedet ses Julie Anna Hedegaard, Kia Lundsgaard Horan og Mariette Marti-Beckmann.

Nattergalen2: Kejseren af Kina har fået en nattergal. Pakken sikkerhedstjekkes inden den kan åbnes. På Billedet ses Lukas Rostgaard Hartvig.

Nattergalen3: Den lille pige hører nattergalens smukke sang i natten. På Billedet ses Mariette Marti-Beckmann.

Nattergalen4: Kejseren hjemsøges af spøgelser om natten. På billedet ses Lukas Rostgaard Hartvig.

I alle rum1+2: Teatergruppen Talent-1 udgiver en bog om ti års teaterarbejde i Næstved. Bogen er en samling af billeder og historier fra teateroplevelser i alle slags rum. På billedet ses. Lukas Rostgaard Hartvig, Julie Anna Hedegaard, Mariette Marti-Beckmann og Kia Lundsgaard Horan, som alle spiller med I jubilæumsforestillingen Nattergalen.