Rønnebæksholm udstiller farvepragtens magi
Rønnebæksholms kommende udstilling Grethe Bagge – Farvepragtens magi viser for første gang spændvidden i den prisvindende, men i dag oversete kunstner Grethe Bagges værker, fra de tidlige skulpturer til de farvestærke malerier. Udstillingen åbnes af kulturminister Bertel Haarder. Velkommen til fernisering lørdag den 9. januar 2016 kl. 13.
Prisvindende kunstner fra glemmebogen
Mærkværdigt nok er Grethe Bagge (1925-2009) i dag ukendt for de fleste, men da hendes kunstnerkarriere starter sidst i 1940’erne, stormer hun frem. I 1947 bliver hun optaget på Kunstakademiet, og allerede i 1951 modtager hun den prestigefyldte Eckersberg-medalje, der blot er én af mange anerkendelser i de år. I udstillingen Grethe Bagge – Farvepragtens magi på Rønnebæksholm kan man opleve værker, som spænder fra fortættede portrætter, stiliserede, mytiske universer, stemningsfulde landskabsmalerier og eksperimenterende akvareller til raffineret modellerede skulpturer.
Fra billedhuggeri til maleri
Skulpturerne er Grethe Bagges vej ind i kunstnerkarrieren. Hun er klassisk uddannet billedhugger hos Einar Utzon-Frank og Johannes Bjerg, udstiller flere gange på Charlottenborg og deltager samtidig i det progressive kunstbibliotek i Nikolaj Kirke, hvor hendes skulptur Margrethe Schanne, 1951, kunne udlejes til private for blot 3.83 kroner.
På en rejse til Grækenland i 1956 møder hun den østrigske ekspressionist Oskar Kokoschka og bliver hans elev.
Herefter er farven og lyset de bærende elementer i Grethe Bagges værker. Hun udtrykker det selv i teksten Spredte bemærkninger, som indgik i et udstillingskatalog til Den Frie Udstillingsbygning i 1967:
”Farven taler til sjælen – direkte – som musik. Så står man med den helt frigjorte farve, og man begynder at male – ud fra farven, åndende i farve, – ikke det, man ser, men det, man oplever! Det sande billede er en verden i sig selv. Det skal ved sin farvepragts magi, kunne fængsle beskueren ved første blik; – på længere sigt vil det vise sig at være en kraftkilde”.
Grethe Bagges placering i kunsthistorien
Udstillingen på Rønnebæksholm viser spændvidden i Grethe Bagges produktion fra billedhuggerarbejde til sitrende landskabsmalerier, og fra de farvemættede registreringer af hverdagsobjekter som radioer og biler til spirituelle abstraktioner.
Grethe Bagge er svær at indplacere i gængse kunsthistoriske rammer. Hun var en del af de eksperimenterende tressere såvel som en fremragende fornyer af den klassiske landskabsmaleritradition i Danmark.
Første udstilling af livsværk
Grethe Bagge havde tæt tilknytning til skole- og behandlingshjemmet for udviklingshæmmede børn og voksne, Marjatta, som hun testamenterede hele sit værk til.
Gennem et samarbejde mellem Marjatta og Rønnebæksholm vil offentligheden for første gang få adgang til spændvidden i Grethe Bagges værker.
Praktisk information om udstillingen
Udstillingen Grethe Bagge – Farvepragtens magi vises på Rønnebæksholm fra 10. januar til 3. april 2016.
Velkommen til fernisering lørdag den 9. januar 2016 kl. 13 i Herskabsstalden på Rønnebæksholm, hvor kulturminister Bertel Haarder holder åbningstale. Herefter bydes på en let forfriskning.
Udstillingen er støttet af Fonden af 28. Februar 1970 til støtte for Kulturelle Formål (Forstanderinde Ellen Ib-Hansen og redaktør Richard G. Nielsens Fond) og MarjattaHjemmenes Støttefond.
Katalog
I forbindelse med udstillingen udkommer kataloget Grethe Bagge – Farvepragtens magi. Kataloget kan købes i butikken på Rønnebæksholm.
Arrangementer i forbindelse med udstillingen
24. januar kl. 11.00 på Marjatta:
Oplev skolehjemmet Marjatta og se et større udvalg af Grethe Bagges værker i festsalen og kulturhuset, når der er omvisning
på Marjatta ved leder Bernhardt Schmitz og forstander John Bay Sørensen.
Arrangementet varer to timer, og der bydes undervejs på en let forfriskning. Mødested: Strandvejen 15, 4733 Tappernøje.
Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser og tilmelding sker på info@roennebaeksholm.dk eller på tlf.
55724724.
3. februar kl. 19.00 på Næstved Bibliotek:
En fortælling om Grethe Bagge og hendes kunst ved kurator på udstillingen Grethe Bagge – Farvepragtens magi Cathrine
Hedager Ostenfeld Kamper.
Billetter koster 50 kr. og kan købes på www.naesbib.dk/arrangementer
24. februar kl. 19:30 på Rønnebæksholm:
Samtale mellem kurator Cathrine Hedager Ostenfeld Kamper og kunsthistoriker Dina Vester Feilberg om forskningsarbejdet
bag udstillingen Grethe Bagge – Farvepragtens magi.
Billetter koster 50 kr. inkl. gebyr og kan snarest købes på www.sj-billetten.dk. Arrangementet er gratis for medlemmer af
Rønnebæksholms Venneforening, som bedes tilmelde sig på info@roennebaeksholm.dk eller tlf. 55724724.
Offentlige omvisninger
Der er offentlige omvisninger i udstillingen følgende dage:
Søndag den 10. januar – Fredag den 22. januar – Lørdag den 6. februar – Torsdag den 18. februar – Søndag den 28. februar – Torsdag den 10. marts – Torsdag den 24. marts – Søndag den 3. april.
Omvisningerne varer fra kl. 13:00-13:45 og det er gratis for Rønnebæksholms gæster at deltage.