Filmelever laver reklamefilm

Talentskolens 2. årgangs filmelever fik en udfordring af de helt store, da de fik til opgave at lave en biografreklame for Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber. Ikke desto mindre klarede de opgaven til UG med kryds og slange, og i starten af 2016 vil reklamefilmen blive vist i biograferne.

Filmeleverne på Talentskolens 2. årgang kom på noget af en opgave, da de forleden skulle lave optagelser til en ba299b4_Talentskole-reklamefilm1[1]iografreklamefilm for DaBUF (Danske Børne- & Ungdomsfilmklubber).

Optagelserne til reklamefilmen inkluderede Glostrup Biograf, en masse popcorn og 100 børn i alderen 7-10 år.

Det var en rigtig interessant opgave. Jeg har aldrig arbejdet med reklamefilm før, og man skal tænke på en helt anden måde, end når man laver fiktion. Derudover er det, det største crowd jeg har arbejdet med, fortæller reklamefilmens instruktør Mads Krause Sørensen.

Og selv om der var rigtig mange børn involveret i projektet, og risikoen for absolut kaos var et stykke over middel, gik det hele som smurt, og alle fik en god oplevelse ud af det.

Det var en rigtig god oplevelse, både fordi det var den første rigtige reklamefilm, jeg har filmet, men også fordi det simpelthen var sådan nogle søde børn, vi havde med på optagelse. De var så nemme at instruere, og det virkede også som om, at de synes det var sjovt at være med. Det gjorde bare det hele nemmere i forhold til, hvad jeg måske havde turdet håbe på, da jeg fik at vide, at vi skulle arbejde sammen med så mange børn, fortæller Benjamin Ingvorsen, som var fotograf på projektet.

Enormt seje talenter

Det er Talentskolens afdelingsleder på Film & Animationslinjen, Tone Mygind Rostbøll, der skaffede opgaven til Talentskolens elever, og hun er mere end tilfreds med forløbet – og ikke mindst sine elever.

Talenterne var enormt seje. Det er ikke let at stå på et filmset med 100 børn i så mange timer, men eleverne holdt hovedet koldt og arbejdede meget professionelt og målrettet. Jeg var meget stolt af at have dem med ude i virkeligheden, lyder det fra afdelingslederen.

Animation, klip, fremvis

Til reklamefilmen skal der også laves en animation, som skal bruges til reklamefilmen, men som også vil blive en introsekvens til alle fremtidige DaBUF visninger i biograferne landet over. Derefter skal alle optagelserne klippes sammen, hvorefter den færdige reklamefilm vil blive vist i biograferne fra starten af næste år.

Fakta

Landsforeningen Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber (DaBUF) er en organisation, der arbejder med formidling og produktion af billedmedier for børn og unge.

Medlemmerne er børne- og ungdomsfilmklubber samt institutioner og foreninger.

DaBUF er støttet af Det Danske Filminstitut og Dansk Ungdoms Fællesråd.

Pressemeddelelse fra Næstved Kommune