Næstved Kommune er i fuld gang med at planlægge transport til vaccinationscentret, men mangler endnu de sidste praktiske oplysninger fra Region Sjælland. Derfor kan du endnu ikke bestille kørsel, selvom du måske allerede har fået brev med tilbud om vaccination fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serums Institut. De forventer afklaring inden for de nærmeste dage.
I disse dage modtager borgere over 65 år, som får både praktisk og personlig hjælp i hjemmet, et brev fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut med tilbud om vaccine mod COVID-19.
Ældreplejen i Næstved Kommune har i forvejen været i kontakt med alle borgere, som opfylder kriterierne, så alle også er informeret mundtligt.
I brevet kan man læse, at man som udgangspunkt selv står for transport til vaccinationscenter. Er det ikke muligt ved egen hjælp eller med hjælp fra pårørende, kan man få hjælp fra kommunen, som arrangerer fælleskørsel.
Tager man imod hjælpen, er det kommunen, der booker tid samt henter og bringer til vaccinationscentret.