Kunstnere fra blandt andet München, Edinburgh, Sao Paulo, Zürich, Amsterdam, København og Stockholm lægger denne uge vejen forbi, når der er Næstved Kunstby Festival 5.-7. oktober.

I forbindelse med festivalen får Næstved et helt nyt gavlmaleri, som dermed bliver gavlmaleri nummer 41 i Næstved. Det er graffiti-kunstneren Ata Toast Bozaci fra Zürich, der i disse dage er i gang med et abstrakt værk med bogstaver, som danner kunstnerens navn.

Graffitikunstneren har før skabt et værk i Næstved på Østergade / Farimagsvej, som i folkemunde blev kaldt Dan Turèll, fordi værket simpelthen lignede den kendte, danske forfatter. Nu får Næstved så et nyt værk af Toast, som har malet graffiti siden 1996. Det nye gavlmaleri kan findes på parkeringspladsen mellem Jernbanegade 8 og 10.  

Også masser af andre kunstnerne kommer til Næstved i forbindelse med festivalen heriblandt Alex Senna fra Sao Paulo, Won og Loomit fra München og Elphone fra Edinburgh.

Næstveds DNA

Formand for Kulturudvalget Andreas Pourkamali glæder sig over, at Næstved Kunstby Festival nu er blevet en fast tradition:

– Ungdomskulturen er stor del af Næstveds DNA, og med budget 2024 er Næstved Kunstby Festival blevet en fast del af kommunens budget. Det glæder mig, at festivalen bliver en tradition, så vi fortsat kan styrke fundamentet for ungdomskulturen i Næstved, siger Andreas Pourkamali.

Alle er velkomne

Afdelingsleder i Næstved Ungdomsskole og ansvarlig for Næstved Kunstby Festival Claus Michael Pedersen glæder sig til at byde Næstveds borgere velkomne til festivalen, som finder sted i Næstved for tredje år i træk.  

– Jeg er stolt af, at vi igen i år har stablet et program på benene med internationale graffiti-kunstnere, der gæster Næstved med masser af talent og erfaring.

– I Næstved har vi masser af unge med skabertrang. Dem støtter vi op om, så de får mulighed for at udvikle deres talent. Med Næstved Kunstby Festival får de – og resten af vores borgere – en unik mulighed for at lære om international kunst og gadekultur. Jeg kan kun opfordre folk i Næstved og omegn til at kigge forbi.

Det kan man opleve til Næstved Kunstby Festival:

Live kunst i stort format på byterrassen, Grønnegades Kaserne Kulturcenter 5.-7. oktober kl. 12-17
Gratis guidede ture til Næstveds gavlmalerier 6. oktober kl. 16 og 7. oktober kl. 11.
Afgang på byterrassen, Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Maleworkshops for skoler på Høje Plads, Grønnegades Kaserne Kulturcenter 3.-6. oktober kl. 9.30 og 11.
Masser af koncerter, artist talks, filmpremiere og danseshow.
Se programmet i denne folder.

Kom til indvielse og 80 års jubilæum

Næstved Kunstby Festival indvies 6. oktober kl. 16-17.30 ved Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Samtidig fejrer vi, at Næstved Ungdomsskole har 80 års jubilæum.

DJ Typhoon og Steen Koerner leverer dans og musik. Der bliver vist film af instruktør og manuskriptforfatter Tommy Bredsted, mens formand for Kulturudvalget Andreas Pourkamali og forkvinde for Næstved Ungdomsskoles bestyrelse Charlotte Roest holder taler.

Hvis man kigger godt efter, kan man se, at der i det abstrakte gavlmaleri kommer til at stå kunstnerens navn Toast. Pressefoto