Iben Christiane Hansen fortæller om at blive diagnosticeret med ADHD som 39-årig. Det sker på Næstved Bibliotek mandag den 31. marts kl. 18.30-20.00

Vi sætter denne aften fokus på det at blive sendiagnosticeret.

En manual til livet
Som 39-årig fik Iben Christiane Hansen diagnosen ADHD og stod for første gang med følelsen af at høre hjemme og passe ind i en form. Diagnosen forklarede, hvorfor ting som uddannelse, venskaber, job og en sammenhængende hverdag altid havde været så svære for hende. Og især gav diagnosen mulighed for at se på sig selv med en ny forståelse og venligere øjne.

Iben Christiane Hansen lærte hurtigt, at hun blot er én af mange, der kæmper sig gennem livet og først får en forklarende diagnose som voksen. Hun begyndte at dele sin viden om ADHD og sine erfaringer med strategier på Instagram (@ligelinjererforlinealer). Hun har været med i flere artikler om voksne med ADHD og skrevet forord til en bog om emnet. Hun holder oplæg og foredrag om sit eget liv og sine oplevelser med at nå halvvejs gennem livet, før man får en slags manual til at forstå sig selv.

Humor og nærvær
Livet med ADHD kan være svært og udfordrende, men det er også sjovt og nærværende, og der er plads til det hele i foredraget, når Iben Christiane Hansen fortæller med humor og kærlighed om den særlige måde, som mennesker med ADHD møder og oplever verden på.
Elene Nielsen, tidligere næstformand i ADHD Foreningen Næstved/Faxe/Stevns, indleder aftenen og fortæller om, hvor man kan søge hjælp og sparring i vores del af landet.

Efter foredraget vil det være muligt at stille spørgsmål til både Elene og Iben.

Foredraget finder sted mandag den 31. marts kl. 18.30-20.00 på Næstved Biblioteks Lille Scene. Bestil din gratis billet på www.naesbib.dk

 

Iben Christiane Hansen fik diagnosen ADHD som 39-årig. Foto: Peter Nørby